Hans Peter er Spar Nord Herlevs første kunde: ”Den hurtige responstid gjorde udfaldet for mit bankskifte”
Hurtige responstider og den personlige kontakt overbeviste 56-årige Hans Peter Hartzberg om at blive kunde i Spar Nord Herlev. Her fortæller han om sine erfaringer med at skifte til Spar Nord Herlev.

Mange gange er kassetænkning eller et afslag det, der får folk til at skifte bank. Men for 56-årige Hans Peter Hartzberg fra Herlev var det oplevelsen af at føle sig overset og ignoreret i forbindelse med en vigtig forespørgsel.
På en cykeltur faldt Hans Peter pladask for et hus, som han bare måtte eje – og med den gennemsnitlige salgstid i de kanter, er der ikke tid til en langsom behandlingstid. Han kontaktede derfor sin bank med det samme og medsendte alle relevante dokumenter, så det for banken lå lige til højrebenet at handle hurtigt.
Efter flere henvendelser til banken modtog Hans Peter kun autosvar på sine forespørgsler. Det kunne han ikke vente på, og valgte derfor i stedet at kontakte Herlevs nye bank – og det fik sat skred i sagen.
”Jeg er dybt imponeret. Huskøbet blev løst på 12 timer. Jeg sendte materialet til en medarbejder i Spar Nord Herlev kl. 19 søndag aften, og mandag morgen kl. 10 fik jeg en melding om, at alt materiale var godkendt. Det kalder jeg sublim service,” fortæller Hans Peter, som med bankskiftet kan kalde sig for Spar Nord Herlevs første kunde.
Den personlige tilgang
”Vi er nødt til lige at se grundigt på det”. ”Det skal lige gennemgås i kreditforeningen”.
Sådan blev Hans Peter mødt hver gang, han henvendte sig til sin tidligere bank med en forespørgsel. Anderledes var det at blive mødt af Spar Nord Herlev:
”Min tidligere bank har en meget firkantet tilgang og skærer alle deres kunder over én kam. I Spar Nord Herlev tager de modsat udgangspunkt i den enkelte kunde og kan hurtigt danne sig overblikket over min økonomi, og herudfra sige ’go’,” fortæller Hans Peter og konstaterer:
”Hvor alle banker kommer længere væk fra deres kunder, har jeg opfattelsen af, at Spar Nord bestræber sig på at komme tættere på deres kunder. Det er deres behandling af mig i hvert fald et godt eksempel på”.
Nemmere end forventet
For Hans Peter er bankskifte ikke noget, man bare lige gør. Det er både tidskrævende og besværligt. Den fordom blev dog hurtigt aflivet i forbindelse med skiftet, hvor han blev overrasket over, hvor smidigt et bankskifte kan gøres:
”Bankskiftet har forløbet over al forventning. Jeg skulle kun tage stilling til de tilbud, der var lavet på baggrund af mine ønsker og behov. Derefter tog banken sig af alt det praktiske,” fortæller Hans Peter Hartzberg og forsætter:
”I forbindelse med skiftet har jeg nydt rigtig godt af den personlige kontakt. I Spar Nord Herlev har jeg tilknyttet en rådgiver, som jeg kan kontakte direkte. Det har jeg aldrig haft mulighed for i min tidligere bank. Der fandt jeg aldrig ud af, hvem min rådgiver var”.
Hans Peter har, udover sit private engagement, flyttet sit holdingselskab, sin udlejningsvirksomhed og kreditforeningsvirksomhed til Spar Nord Herlev.