Nykredit offentliggør købstilbud på Spar Nord. Er du kunde eller aktionær i banken, kan du læse mere om udmeldingen her →

31. juli 2020
Herlev

Spar Nord indgår treårig hovedsponsoraftale med Herlev Eagles

Når Herlev Eagles løber på isen i den kommende sæson i Metalligaen, bliver det med nyt sponsorlogo på trøjen. Spar Nord udvider det eksisterende samarbejde og har netop indgået en treårig hovedsponsoraftale med ishockeyklubben, der har placeret Herlev på landkortet blandt Danmarks bedste ishockeyklubber.

Herlev Ishockey Nyhedsrum 2

Spar Nord har længe været en del af Herlev Eagles’ erhvervsnetværk, men udvider nu det gode samarbejde med en treårig hovedsponsoraftale med den lokale ishockeyklub.

Det sker netop som Spar Nord har åbnet en ny afdeling i Herlev. Derfor glæder det også afdelingsdirektør i Spar Nord Herlev Lars B. Albretsen, at den nye sponsoraftale kan være med til at skabe endnu mere synlighed i lokalområdet i og omkring Herlev, men også i resten af Danmark, når Herlev Eagles spiller rundt omkring i landets skøjtehaller.

- Det er et rigtigt stort og vigtigt samarbejde for Spar Nord, og især for os i Herlev, siger afdelingsdirektør Lars B. Albretsen i Spar Nord Herlev og fortsætter:

- Det falder også sammen med, at vi netop har åbnet vores afdeling i Herlev, så vi glæder os til at kunne tage både kunder og samarbejdspartnere med til ishockeyoplevelser i Danmarks bedste Metalliga.

PM Montage Arena skifter navn

Når ørnene igen skal på isen i den kommende sæson, hedder hjemmebanen ikke længere PM Montage Arena. Som led i den treårige hovedsponsoraftale skifter ishockeyhallen nemlig navn til Spar Nord Arena.

- Vi er utrolig glade for og stolte af at kunne udvide vores gode samarbejde med Herlev Eagles. Vi glæder os meget til at invitere indenfor i Spar Nord Arena, fortæller Jesper Slot Jensen, erhvervsdirektør i Spar Nord København og slutter:

- Vi ser frem til at bruge rigtig mange gode timer i ishockeyhallen og vi håber selvfølgelig på at kunne være med til at bringe endnu en guldmedalje til klubben.