Gå til hovedindhold

20.000 kr. til ridefællesskabet i Klarup

6000 Vejgaard Nyhedsrummet Klarup Rideskole

Takket være en donation på 20.000 kr. kan medlemmerne i Sportsrideklubben for Klarup og Omegn nu se frem til bedre ridebaner.

Et stort ønske blev indfriet, da Sportsrideklubben for Klarup og Omegn (SKO) forleden kunne investere i en ny harve, så klubben kan harve og vedligeholde ridebanerne udenfor Klarup.

- En ridebane, der ikke bliver harvet, svarer til en fodboldbane, hvor græsset ikke bliver klippet og vedligeholdt. Den bliver ujævn og uegnet for vores heste, siger formand Morten Schroll.

På vegne af Spar Nord Fonden kunne afdelingsdirektør i Spar Nord Vejgaard, Peer Kristensen, være med til overrækkelsen.

- Det er dejligt at kunne gøre en forskel og støtte frivillige fællesskaber. Og som lokal forankret bank er det dejligt, at vi på vegne af Spar Nord Fonden kan give noget tilbage til det lokalsamfund, som vi er en del af, fortæller Peer Kristensen.

På billedet sammen med den nye harve, ses fra venstre assisterende rådgiver i Spar Nord Vejgaard, Katrine R. Kock, bankrådsmedlem Per Bang, formand for rideklubben, Morten Schroll, ponyen ”Lady”, Johannah Schroll fra stævneudvalget, Carina Jensen, juniorunderviser og afdelingsdirektør Peer Kristensen, Spar Nord Vejgaard.

Publiceret d.
20. april 2023