Gå til hovedindhold

Gudumholm Idrætsforening modtager donation til opgradering af motionscenter

6704 Vejgaard · Nyhedsrummet · Gudumholm

Spar Nord Vejgaard har, på vegne af Spar Nord Fonden, tildelt Gudumholm Idrætsforening en hjælpende hånd i form af en donation på 40.000 kroner til at forbedre foreningens motionscenter.

Gudumholm Idrætsforening (GIF) har netop forstærket deres motionscenter med 11 splinternye topmoderne spinningcykler til en samlet værdi på over 200.000 kroner. Denne opgradering er blevet muliggjort takket være en donation på 40.000 kroner fra Spar Nord Fonden og yderligere støtte fra Østifterne, Melsen Fonden, Aalborg Kommune, Himmerland Fonden, Spies Fonden, Lind Puljen v/ SIFA og Lions Club Klarup. GIF har desuden bidraget med 50.000 kroner fra eget budget, delvist indsamlet gennem et sponsorløb i idrætsugen.

Dette betydningsfulde skridt mod at forbedre motionsmulighederne for Gudumholms beboere er blevet drevet af formand Peer Kristensen, som er en lokal ildsjæl og leder af foreningen samt afdelingsdirektør for Spar Nord Vejgaard.

- Vi er meget glade for den store opbakning fra Fonde og Kommune til endnu et godt og udviklende projekt i GIF. Indkøbet af spinningcyklerne er bestemt med til at udvikle motionscenteret og glæder både medlemmer og vores frivillige instruktører, fortæller Peer Kristensen.

Som en ekstra bonus har GIF også besluttet at give noget tilbage på et internationalt plan ved at donere de tidligere spinningcykler til et rehabiliteringscenter i det vestlige Ukraine. Her kan tilskadekomne soldater blandt andet drage fordel af disse maskiner til genoptræning.

Publiceret d.
9. oktober 2023