25 år i banksektoren
12. august har Kasper Heilbo, afdelingsdirektør i Spar Nord Odense, arbejdet 25 år i finanssektoren, og han har ingen planer om at stoppe.

Investering. Konvertering. Udlån. Det har været hverdagsbetegnelser for Kasper Heilbo de seneste 25 år, hvor han har bestridt en række stillinger i den finansielle sektor. Særligt dét at hjælpe kunder med at realisere drømme har været og er en stor motivationsfaktor for ham:
”At levere helhedsløsninger og hjælpe kunder til at indfri drømme og ambitioner er en af de største motivationsfaktorer for mig. Det samme er udvikling af medarbejderne i en organisation som Spar Nord med højt til loftet og kort vej mellem ledelsen og medarbejderne, fortæller Kasper Heilbo, som glæder sig til mange flere år i sektoren og ikke mindst i Spar Nord, som begge er i rivende udvikling.
Meget er sket på 25 år
For Kasper startede karrieren tilbage i 1990 som elev i BG Bank, som efter endt elevtid førte til en ansættelse som boligrådgiver og efterfølgende souschef – og herfra tog det fart.
Med flere ledende stillinger og en række år som investerings- og pensionsrådgiver bag sig, tiltrådte Kasper Heilbo tilbage i 2019 stillingen som privatkundechef i Spar Nord Odense og bestrider nu stillingen som afdelingsdirektør for både Privat og Private Banking. Her har han i de seneste år bidraget til at styrke bankens rådgivning, ligesom han har været med til at sikre en fortsat positiv udvikling af Spar Nord Odense. Gennem tiden har han også gennemført flere faglige uddannelser og er i skrivende stund i fuld gang med en Master i Ledelse.
Når Kasper husker tilbage på sine 25 år i bankverdenen, har arbejdsforholdene ændret sig markant siden hans spæde år.
- Siden jeg startede min karriere i den finansielle sektor, er store dele af branchen blevet digitaliseret og automatiseret, hvor der i dag er langt højere grad af selvbetjening, ligesom betalingsformidlingen også ser helt anderledes ud nu. Men heldigvis efterspørger kunderne stadig den nære og personlige kontakt med deres rådgiver, fortæller Kasper Heilbo, der synes, at det har været enormt lærerigt at opleve denne udvikling på så tæt hold.
Ildsjæl med en god golfteknik
På arbejdet i Spar Nord Odense er der fuld fart på Kasper Heilbo. Det er der også, når han holder fri. Finder man ham ikke ude på golfbanen, i sociale eller faglige netværk, så finder man ham højst sandsynligt hjemme i lænestolen med faglitteratur eller en god biografi i hånden.
Foreningsarbejde og koordinator ved en lang række koncerter i Odense og på Tinderbox har også tidligere fyldt meget i hverdagen, fortæller Kasper, der bor i Bellinge med sin kone Majken, som han sammen har tre drenge med.