- Nyheder
- 40-års jubilæum: Lone Olsen fejrer flot karriere i banken
40-års jubilæum: Lone Olsen fejrer flot karriere i banken
40-års jubilæum: Lone Olsen fejrer flot karriere i banken
Kunderådgiver Lone Olsen kan tirsdag den 2. juli 2024 fejre sit 40-års jubilæum i Spar Nord Sæby.
Lone startede sin karriere som elev i Sparekassen Sæby, Volstrup Afdeling, som 18-årig i 1984. Allerede i folkeskolen vidste Lone, at hun ville gå bankvejen, hvilket hendes erhvervspraktik i samme afdeling bekræftede.
I 1985 blev Sparekassen Sæby fusioneret med Sparekassen Nordjylland, som i dag kendes som Spar Nord. Da Volstrup Afdeling lukkede i 1994, fulgte Lone med til hovedkontoret i Sæby, hvor hun har arbejdet som privatrådgiver lige siden.
På trods af de 40 år i samme branche og stilling har den dynamiske udvikling indenfor banksektoren sikret, at arbejdet aldrig har været kedeligt. Lone værdsætter især rådgivningen af og kontakten med kunderne, og hun ser frem til fortsat at kunne betjene bankens kunder i mange år endnu.
- Jeg har haft fornøjelsen af at arbejde i en branche i rivende udvikling i 40 år, og det har aldrig været kedeligt. Jeg sætter stor pris på Spar Nord som arbejdsplads, hvor jeg gennem tiden har haft fantastiske kolleger og mødt mange forskellige kunder. Det glæder mig at kunne hjælpe kunderne med at få deres drømme og ønsker opfyldt, og jeg ser frem til at fortsætte rejsen, fortæller Lone Olsen.
Jubilæet markeres privat.