29. juni 2021
Esbjerg

50 år i bank - helt uden smagsdommeri

1. juli har Bente Støle Bruun, formuerådgiver i Spar Nord i Esbjerg, arbejdet 50 år i finanssektoren, og hun har ingen planer om at stoppe.

3580 Bente Støle Bruun Esbjerg 1470X830

Det siges om Bente Støle Bruun, at hun er en ildsjæl både fagligt og privat. Det siges også, at hun er uden alder og fuld af energi. Men finder man regnemaskinen frem, så lyver tallene ikke. Til juli har Bente arbejdet i bank i 50 år.

”Når man har det sjovt, og man kan lide det, man laver, så flyver tiden jo afsted. Og hvis du spørger mig, hvornår jeg går på pension, så kan jeg ikke svare. Hvorfor stoppe, når jeg synes, det er så spændende at gå på arbejde?”, spørger Bente Støle Bruun, der startede karrieren i Kjøbenhavns Handelsbank 1. juli 1971.

Helhedsrådgivning uden smagsdommeri
Når Bente husker tilbage på bankarbejdet for 50 år siden, så handlede det mest om praktiske opgaver med afstemning af konti og ajourføring af bankbøger.

”Heldigvis er bank noget helt andet i dag, hvor vi har mulighed for at lave helhedsrådgivning. Min filosofi er, at vi skal imødekomme kunderne med deres ønsker og drømme, og jeg skal ikke være smagsdommer på, hvad livskvalitet for er dem”, fortæller Bente Støle Bruun.

Friske grøntsager og unge mennesker
På arbejdet i Spar Nord i Esbjerg er der fuld fart på Bente Støle Bruun. Det er der også, når hun holder fri. I kolonihavehuset, der snart skal renoveres, dyrkes der grøntsager.

”Jeg presser juice af grøntsagerne. Så tager jeg det med til mine kolleger, for de skal da have lidt lækker, sund mad”, fortæller Bente Støle Bruun.

Bente har i mange år også været ildsjæl inden for Rotary, hvor hun som counsellor har hjulpet internationale udvekslingsstudenter.

”Det er livgivende, og det giver et friskt pust at arbejde med unge mennesker fra hele verden. Det giver også en indsigt i, hvor forskelligt vi lever – og hvor godt vi faktisk har det i Danmark”, siger Bente Støle Bruun.  

Privat bor Bente sammen med sin kæreste Jens Hasager Kirk i centrum af Esbjerg. De har hver 4 børn og i alt 12 børnebørn.

Der afholdes reception for Bente Støle Bruun til efteråret.