75.000 kr. til instrumenter til børn og unge

Herning Kommune modtager, på vegne af Spar Nord Fonden, økonomisk støtte, der skal bruges til at etablere en instrumentbank, som de lokale folkeskoler kan gøre brug af.

5440 · Nyhedsrummet · Pension · Instrumentbank

Med en donation på 75.000 kroner søger Herning Kommune at oprette en såkaldt instrumentbank, hvor folkeskoler i lokalområdet skal kunne låne instrumenter såsom trommer, trompeter og tamburiner.

Flere folkeskoler i Herning Kommune drømmer om at blive musikprofilskoler, der kan tilbyde eleverne et musikalsk samlingspunkt med blandt andet deltagelse i orkestre og musikundervisning. For at opnå titlen som musikprofilskole kan skolerne blive certificeret gennem samarbejde med den kommunale musikskole og Den Jyske Sangskole.

- Ved at opbygge en instrumentbank, sikrer vi, at instrumenterne bliver passet godt på, og flere brugere vil benytte sig af instrumenterne – de bliver så at sige ”genbrugt”, og børnene bliver mere bevidste om bæredygtighed. De lokale folkeskoler vil ligeledes kunne tilbyde børn og unge væsentlige musikalske faciliteter, der kan højne læring og kreativitet, samt danne grundlag for sociale aktiviteter. Vi er derfor meget glade for den økonomiske opbakning fra Spar Nord Fonden, fortæller Michael Frimoth Hansen, pædagogisk udviklingskonsulent ved Børn og Læring i Herning Kommune.

- Som bank i lokalområdet mener vi, at et stærkt samarbejde mellem skoler og foreninger er meget vigtigt. Med etableringen af en instrumentbank kan Herning Kommune tilbyde børn og unge et værdifuldt samlingspunkt, hvor de kan udfolde deres musikalske kreativitet og deltage i værdifulde aktiviteter. Dette er vi, sammen med Spar Nord Fonden, meget glade for at støtte op om, fortæller Morten Grønne-Reinholdt, afdelingsdirektør privat i Spar Nord Herning.

Planen for instrumentbanken vil tage udgangspunkt i, at folkeskoler i Herning Kommune skal kunne låne instrumenter. Dette vil koste skolerne et mindre beløb, og pengene går til at vedligeholde og indkøbe nye instrumenter til banken.

Overrækkelsen af Spar Nord Fondens check foregik på Herningsholmskolen under deres fællessamling, og det var fire elever fra skolen, som modtog checken på kommunens vegne.

Publiceret d.
22. november 2022