Åbent hus i Spar Nord Kolding
Efter en veloverstået flytning i januar er Spar Nord Kolding nu klar til at lukke dørene op for familie, venner, kolleger og kunder, når de byder inden for til en oplevelse i særklasse i deres nye områdehovedkontor på Skovvangen.

Ambitionerne er ikke til at tage fejl af i Spar Nord Kolding, der det seneste år har arbejdet målrettet på opførelsen af et nyt områdehovedkontor. Det handler om at give kunderne en oplevelse i særklasse, når de kommer ind i banken. Derfor glæder det nu banken at kunne åbne dørene og byde inden for i de helt nye lokaler på Skovvangen, som fremover skal omgive Spar Nord Kolding.
Familie, venner, kolleger og kunder inviteres hermed til åbent hus fredag den 1. marts fra kl. 14.00 – 17.00. Om arrangementet fortæller direktør i Spar Nord Kolding Bjarne Claussen:
- Tanken er at få nogle hyggelige og uformelle timer sammen, hvor folk har mulighed for at se vores nye bygning og hilse på alle medarbejderne i banken. I samme ombæring er der sørget for en konkurrence, hvor man kan vinde spændende præmier og noget godt til både ganen og ørene, siger han og fortsætter:
- Fredag eftermiddag kan for mange være en anelse hektisk med afrunding af arbejdsugen og afhentning af børn, og derfor har vi også sørget for underholdning til børnene i form af ansigtsmaling og ballondyr. Der er derfor rig mulighed for at få en hyggelig eftermiddag sammen, inden vi alle går på weekend.
Arrangementet finder sted på Skovvangen 37, 6000 Kolding fra kl. 14.00-17.00, og alle er velkomne til at komme forbi til en rundtur.