Ægte Spar Nord-mand fylder rundt
Efter mere end 31 år i Spar Nord, heraf 25 år som afdelingsleder, kan Peer Kristensen fejre endnu en milepæl, når han den 17. januar runder 50 år.

Oprindeligt var han ”sommerfugl” i Sparekassen Nordjyllands udlandsafdeling i 1986 og 1987, inden han havde sin elevtid i Sparekassen Nordjylland Storvorde, Gudumholm og Klarup (senere Spar Nord). Efterfølgende blev det til fire år i Spar Nord Svenstrup, inden Peer Kristensen kastede sig over stillingen som afdelingsbestyrer i bankens afdeling i Frejlev og privatkundechef i afdelingen i Støvring. Pladsen blev dog efter et år skiftet ud med stillingen som afdelingsbestyrer i afdelingen i Kongerslev.
I år 2000 tiltrådte Peer Kristensen stillingen som afdelingsdirektør i Spar Nord Storvorde, hvor han tilbragte de næste 12 år, inden han overtog sin nuværende stilling som afdelingsdirektør for Spar Nord Vejgaard. Med mere end 31 års erfaring og 25 års erfaring som afdelingsleder er han derfor et yderst kendt ansigt i banken og ikke mindst branchen.
Gennem tiden har han også gennemført flere faglige uddannelser, heraf flere inden for ledelse og coaching, og han besidder derfor en stærk profil og alsidig i viden i den daglige drift af en bankens ældste afdelinger. Sideløbende har han indgået som konsulent på flere større projekter i banken, ligesom han har fungeret som sparringspartner for foreninger med sponsoraftaler og Spar Nord Fonden.
Karrieren tog tidligt fart
Allerede som treårig begyndte Peer Kristensen sin karriere som fodboldspiller i Gudumholm IF. I 1986 blev det til en plads hos AaB, hvor han samme år gjorde debut på Jysk Hold og U18-landsholdet. Her spillede han tre landskampe mod Norge, Belgien og England, hvorefter han som 16-årig landede en kontrakt med AaB. Det blev til 3 førsteholdskampe i AaB, hvoraf den ene var i Superligaen mod Viborg.
I årene efter har Peer Kristensen fortsat sin involvering i Gudumholm IF som frivillig leder – både som træner for ungdomsholdet samt som formand og kasserer for sponsorudvalget. Derudover har han blandt andet været med til at udvikle klubbens sponsorkoncept, foldboldskole og julekalender. I dag sidder han som formand for klubben, der med årene er vokset til at have godt 700 medlemmer fordelt på fodbold, gymnastik og motionscenter. Det store engagement førte til, at han i 2013 modtog prisen som årets idrætsleder (DBU) i Region Nordjylland og årets idrætsleder i Aalborg Kommune i 2014.
Trods en travl hverdag, så stopper det ikke Peer Kristensen fra at påtage sig endnu flere projekter til gavn for det lokale foreningsliv. Derfor var han også en af hovedmændene bag etableringen af Gudumholm Skolehal, som blev indviet i 2006, og projektet om et motionscenter i Gudumholm, som til stor begejstring blev indviet i 2014. Næste store projekt på programmet er en kunststofbane med et udeareal til motion.
Ildsjæl med grønne fingre
Privat har Peer Kristensen holdt fast i sin tilknytning til Gudumholm, hvor han har boet hele livet, og siden 1994 med barndomskæresten og senere hustruen, Helle, som han har sønnerne, Frederik og Simon, på henholdsvis 24 og 21 år med. Og når tiden ikke bruges på karrieren, er Peer Kristensen en ivrig havemand, der gør en dyd ud af at tage hånd om haven og sørge for, at den står skarpt. Ferierne går mod varmere himmelstrøg, hvor batterierne kan lades op i familiens nærvær.
For Peer Kristensen er det dog svært at adskille privaten fra sit engagement i det nordjyske erhvervs- og foreningsliv, da alle tre ting fylder meget for ham. Derfor bruger han også med glæde sin fritid på at skabe endnu bedre oplevelser for alle og tilbyder gerne sin erfaring til at skabe de bedste rammer for lokalområdet i og omkring Gudumholm og omegn. Og så længe han kan fortsætte med det, så gør han det med glæde.
I anledningen af Peer Kristensens 50-års fødselsdag den 17. januar afholdes der reception i Spar Nord Vejgaard på dagen for kolleger, samarbejdspartnere, familie og venner. Derudover fejres fødselsdagen ved en privat fest for familie og venner.