Nykredit offentliggør købstilbud på Spar Nord. Er du kunde eller aktionær i banken, kan du læse mere om udmeldingen her →

  • Nyhederarrow-right-1
  • Boligmarkedets guldæg: Forældrekøb har givet indtjening i millionklassen de seneste 10 år

Boligmarkedets guldæg: Forældrekøb har givet indtjening i millionklassen de seneste 10 år

Nyhedsrummet 1470X830

Et forældrekøb har de seneste år ikke kun vist sig at være en investering i barnet, men også en særdeles lukrativ økonomisk investering. Det viser en ny analyse fra Spar Nord og rådgivnings- og revisionsvirksomheden BDO, der netop har beregnet den samlede indtjening i dag, hvis man købte lejlighed til sit barn for ti år siden.

Inden længe får landets håbefulde unge svar på, om de er kommet ind på en videregående uddannelse. Mange begynder derfor allerede nu at afsøge mulighederne på boligmarkedet, og særligt i landets største studiebyer København og Aarhus har der historisk set været rift om boligerne op til studiestart. Det får flere forældre til at kigge i retningen af at købe en ejerlejlighed, som de kan leje ud til deres barn.

- Når de kommende studerende valfarter til København og Aarhus, medfører det som oftest milelange ventelister på blandt andet studieboliger. Af den grund har det de senere år været populært blandt forældre at give en økonomisk håndsrækning til sine børn gennem forældrekøb, fortæller cheføkonom i Spar Nord Jens Nyholm og fortsætter:

- Forældrekøb er da heller ikke kun en fordel, hvis man gerne vil undgå midlertidige lejeperioder eller ventelister. Det er både muligt at hjælpe sit barn på vej med en ordentlig bolig til en fornuftig husleje, mens det ikke mindst har givet en betragtelig indtjening, når vi kigger tilbage på de seneste ti år.

Forældrekøb har givet klækkelige overskud

Ifølge beregninger foretaget af Spar Nord og rådgivnings- og revisionsvirksomheden BDO er der en stor sandsynlighed for, at man har opnået en markant økonomisk gevinst, hvis man er blandt dem, der købte en lejlighed til sit barn i en af landets to største byer for ti år siden.

- Over de seneste ti år har prisudviklingen alene indbragt en markant indtjening. Hvis vi dog i første omgang kigger på, hvor meget man som forældre har tjent om året på eksempelvis en 80 kvadratmeter stor lejlighed i København med en årlig husleje på omtrent 1.700 kroner per kvadratmeter, vil det samlet set løbe op i 136.000 kroner, siger Nicolai T. Visti, partner og statsautoriseret revisor hos BDO, og uddyber:

- Dertil kommer indtjeningen på lejlighedens værdistigning. Kigger vi på Boligsidens tal er den gennemsnitlige kvadratmeterpris i København steget fra 24.736 kroner til 51.252 kroner siden juni 2011, hvilket svarer til hele 107 procent. Forudsat at købet er finansieret med et fastforrentet lån på 2 procent, vil forældrekøbet således have skabt en samlet indtjening på næsten end 2,9 millioner kroner før skat.

Ud fra de samme forudsætninger vil man tilsvarende i Aarhus have tjent omkring 1,6 millioner kroner, hvis man købte en lejlighed til sit studerende barn for ti år siden. Her er den gennemsnitlige kvadratmeterpris nemlig steget med 57 procent fra 24.174 kroner til 37.871 kroner.

- Selvom der er mange variabler og forbehold i beregningerne, så må man sige, at forældrekøb generelt set har vist sig at være et guldæg på boligmarkedet. Alene værdistigningerne på boliger i Aarhus har givet en gennemsnitlig indtjening på mere end en million, mens det tilsvarende i København vil lyde på to millioner, forklarer Nicolai T. Visti.

Nye offentlige ejendomsvurderinger på vej

Har man allerede foretaget et forældrekøb, og nærmer studietiden sig en ende for barnet, fremhæver Nicolai T. Visti en oplagt mulighed, som kan benyttes til at hjælpe den unge ind på boligmarkedet. Det er nemlig som udgangspunkt muligt for forældre at sælge boligen videre til familiemedlemmer som eksempelvis sit barn til en pris, der ligger 15 procent under de offentlige ejendomsvurderinger. Og her skal man ikke vente for længe:

- I øjeblikket er det svært for førstegangskøbere at skaffe sig en bolig i eller tæt på København og Aarhus grundet de høje priser. Derfor er familiehandler en oplagt mulighed, hvis man allerede har foretaget et forældrekøb. Hvis man overvejer at gøre brug af 15%-reglen, kan det dog være en god idé at slå til nu eller i nærmeste fremtid. Ejendomsvurderingerne er nemlig aktuelt lave, da de stammer fra 2011. Nye vurderinger for ejerlejligheder forventes efter flere udskydelser nu først udsendt i 2023, siger Nicolai T. Visti.

Ifølge Jens Nyholm skal man som forældre, der enten overvejer at købe lejlighed eller har gjort det, have for øje, at udviklingen på boligmarkedet formentlig ikke vil fortsætte i det samme tempo som set de seneste ti år:

- Prisudviklingen har i det seneste årti tegnet sig som en opadgående kurve, men efterhånden må vi forvente, at priserne når et niveau, hvor de færreste kan være med – og at udviklingen af den grund stagnerer en smule. Samtidig er der i øjeblikket fokus på lovgivningsmæssige tiltag, som kan gøre det mindre lukrativt at foretage forældrekøb, mens også renteniveauet kan påvirke, om investeringen bliver en succes. Der vil dog fortsat være store fordele for barnet, som stadig gør muligheden attraktiv for mange, slutter Jens Nyholm.

Forudsætninger

 

København

Aarhus

Boligtype

Ejerlejlighed

Ejerlejlighed

Skattemiljø

VSO

VSO

Størrelse

80 kvm

80 kvm

Effektiv rente

2,0 %

2,0 %

Udbetaling

Kontant

Kontant

Lejeniveau

1.700

1.450

Boligstand

Middel

Middel

Værdi i juni 2011

1.978.880

1.933.920

Værdi i juni 2021

4.100.160

3.029.680

Gns. kvadratmeterpris (juni 2011)

24.736

24.174

Gns. kvadratmeterpris (juni 2021)

51.252

37.871

Forudsætninger*

Omkostninger (anslåede omkostninger)*

 

 

 

Huslejeindtægter

136.000

116.000

 

 

 

Udgifter

 

 

Fællesudgifter

-14.000

-14.000

Ejendomsskat

-7.000

-7.000

Vedligehold

-6.500

-6.500

Øvrigt

-1.500

-1.500

 

 

 

Finansiering

-31.662

-30.943

 

 

 

Anslået årligt resultat før skat

75.338

56.057

 

 

 

Fortjeneste i perioden juni 2011-juni 2021 før skat

2.874.659

1.656.333

Forudsætninger*

*Omkostningerne kan variere meget afhængigt af den enkelte ejendoms forhold. Ligeledes vil resultatet variere ved andre forudsætninger som højere/lavere lejeniveau, størrelsen på den effektive rente, udviklingen i kvadratmeterpriser mv. I beregningen er der ikke taget hensyn til valg af model for beskatning – ved forældrekøb anvendes typisk virksomhedsskatteordningen eller kapitalafkastordningen afhængigt af de faktiske forhold. Ovenstående beregning er alene et eksempel baseret på baseret på de forudsætninger, der fremgår af artiklen, herunder historiske data. BDO og Spar Nord anbefaler altid kommende forældrekøbere at søge rådgivning om de konkrete faktiske forhold inden køb af bolig.