Nykredit offentliggør købstilbud på Spar Nord. Er du kunde eller aktionær i banken, kan du læse mere om udmeldingen her →
- Nyheder
- Derfor er det amerikanske valg interessant for din økonomi
Derfor er det amerikanske valg interessant for din økonomi

Mens vi venter på den endelige afgørelse, kan du her læse mere om, hvordan aktiemarkederne har reageret på de foreløbige resultater, samt hvorfor valget i USA netop er interessant for din økonomi.
Det amerikanske valg har udviklet sig til en ren gyser med stor usikkerhed om både udfaldet af selve præsidentvalget og usikkerhed om magtfordelingen i den amerikanske Kongres. I takt med at flere og flere stemmer tælles op, synes vinden umiddelbart at blæse i retningen af en sejr til Joe Biden og en delt kongres med demokratisk flertal i Repræsentanternes Hus og republikansk ditto i Senatet. Selvom intet endnu er afgjort, har aktiemarkederne dog både i dag og i går kvitteret med stigninger.
- Vinder Biden, formodes det, at man får en amerikansk præsident, der vil fokusere mere på internationalt samarbejde og generelt være mere forudsigelig end sin forgænger. Samtidig vil et eventuelt republikansk flertal i Senatet formentlig gøre det svært for demokraterne at indføre skattestigninger for virksomhederne samt lave vidtgående reguleringer for dele af erhvervslivet, hvilket også umiddelbart er positivt set fra et aktieperspektiv.
Også set med danske briller er udsigten til især en Biden-sejr interessant. Tidligere på ugen meddelte Dansk Industri, at de foretrak Biden frem for Donald Trump – blandt andet, ifølge adm. direktør for Dansk Industri, Lars Sandahl Sørensen, fordi ”Joe Biden er mere optaget af samarbejde med Europa og i internationale organisationer”.
- Danmark er en lille åben økonomi, der er meget afhængig af vores eksport. USA er desuden en af vores største samhandelspartnere. Mange jobs i Danmark er derfor afhængige af et godt samarbejde med USA, fortæller Christian Mose Nielsen
3 grunde: Derfor er amerikansk valg vigtigt for din økonomi
- Den amerikanske økonomi er så stor, at den har meget stor global betydning – herunder også for dansk økonomi.
- Udviklingen på det amerikanske aktiemarked er ofte retningsgivende for de globale aktiemarkeder og dermed af stor betydning for mange investorer – herunder mange danske pensionsopsparere.
- USA har historisk været en vigtig spiller i internationalt samarbejde. Et billede, som dog har ændret sig under Trump, der trukket USA ud af flere internationale samarbejder og startet flere handelskrige. Vinder Biden, må vi formode, at der igen vil komme mere fokus på internationalt samarbejde. Tonen og handelspolitikken over for Kina vil formentligt forsat være hård. Omvendt synes sandsynligheden for en decideret handelskrig med EU og dermed Danmark – som Trump flere gange har advaret om – betydeligt mindre.