- Nyheder
- Donation til aktivitetstilbud i Hvidovre
Donation til aktivitetstilbud i Hvidovre
Donation til aktivitetstilbud i Hvidovre
Hvidovre Volleyball Klub (HVK) udvider det populære aktivitetstilbud ”Tumledage i Hvidovre” i samarbejde med Hvidovre Floorball Klub (HAFC) og en donation på 37.500 kroner fra Spar Nord Fonden. Tilbuddet bidrager med indflydelsesrige aktiviteter målrettet børn i aldersgruppen 0-6 år samt familier.
Med en donation på 37.500 kroner fra Spar Nord Fonden vil aktivitetstilbuddet ”Tumledage i Hvidovre” blive udvidet, så der kan udbydes langt flere aktiviteter, øget medlemskapacitet og en større geografisk tilstedeværelse. Tiltaget opsøger målrettet foreningsløse børn, og forsøger at introducere dem til en fysisk aktiv livsstil i lokalområdet.
- HVK og HAFC søger med dette fællesskab og samarbejde at organisere og udvide tilbuddet, så flere kan få gavn af denne glimrende og inkluderende aktivitet. Der er et kæmpestort potentiale i at udvide tilbuddet, så endnu flere familier i Hvidovre kan blive fysisk aktive. Derfor er vi meget glade for donationen fra Spar Nord Fonden, som bidrager til opnåelsen af vores overordnede målsætning, fortæller Thomas Stryhn, sportschef i Hvidovre Volleyball Klub.
Formålet med aktivitetstilbuddet skal såfremt føre til flere aktiviteter med fri leg i en stor hal for forældre og børn. Potentielt kan aktiviteten spille sammen med mange instanser i forhold til at motivere til en fysisk aktiv livsstil, foreningsdeltagelse, integration m.fl. Donationen skal bl.a. gå til en nedspringsmadras og en airtrack.
- Som lokalbank er vi meget glade for at støtte op om foreningslivet i lokalområdet. Aktivitetstilbud som ”Tumledage i Hvidovre” er enormt vigtige for mange børn og familier, da det bidrager med positive og sunde tiltag gennem fysisk aktivitet. Og dette er vi, på vegne af Spar Nord Fonden, stolte over at kunne støtte op om, fortæller Mia Christine Leimand, afdelingsdirektør i Spar Nord Hvidovre.
HVK startede i 2010 enkelte lege- og familiedage, målrettet tidligere klubmedlemmer som havde fået børn og derfor stoppet deres tilknytning til klubben. Det udviklede sig hurtigt til en attraktiv aktivitet, og har kørt som en uorganiseret del af HVK gennem årene. HAFC har ligeledes forsøgt sig i det små med lignende aktiviteter med stor succes.