22. november 2019
Aalborg, Syd

Donation til Dall Ferslevs gymnastikafdeling

Julen kom i år tidligt til Dall Ferslev IF, hvor gymnastikafdelingen var de glade modtagere af en check på 10.000 kr. fra Spar Nord Fonden.

Aalborg Syd

Selvom julepynten kun så småt er begyndt at komme frem i de danske hjem, kan julegaverne aldrig komme for tidligt. Dette var tilfældet for Dall Ferslevs gymnastikafdeling, som fik en tidlig julegave, da afdelingsdirektør i Spar Nord Aalborg Syd Poul Andersen kom på besøg med en check på 10.000 kr. på vegne af Spar Nord Fonden.

- Et af Spar Nord Fondens formål er bland andet at støtte op omkring lokale initiativer og ting, som kommer lokalsamfundet til gavn. Donationen er en økonomisk hjælpende hånd til lokale ildsjæle og borgerne i bred forstand. Her var besøget hos Dall Ferslev Idrætsforening et levende eksempel på dette, fortæller afdelingsdirektør i Spar Nord Aalborg Syd Poul Andersen.

Der blev løbet, slået kolbøtter og kraftspræng, så sveden sprang, da 50 livlige og glade børn var mødt op i forbindelse med overrækningen af donationen sammen med deres forældre og bedsteforældre for at afprøve den nyindkøbte Airtrack, som pengene fra donationen er blevet brugt til. Det tyder altså på, at den nyindkøbte Airtrack allerede er blevet særdeles populær, og den kan være med til at skabe nogle gode forhold for idrætsforeningens børn:

- Donationen har stor betydning for gymnastikafdelingen, så børnene har nogle gode forhold. Bidraget fra Spar Nord Fonden er derfor med til at fastholde et fælles mødested for områdets børn, fortæller formand for gymnastikforeningen Eva Toft.