Donation til nyt samlingssted for unge mod ensomhed

8581 Holbæk · Nyhedsrummet · Ung I Kirke

Spar Nord Holbæk har, sammen med Spar Nord Fonden, overrakt en donation på 70.000 kroner til Fællesskabet Ung i Kirke Hyllinge, som skal bruges til at indrette et nyt samlingssted for unge i alderen 13-20 år.

Foreningen Fællesskabet Ung er et nyetableret frivilligt drevet tilbud til unge, der føler sig ensomme eller mistrives på andre måder. Lokale frivillige ildsjæle arbejder målrettet på at skabe et trygt og indbydende mødested, hvor unge kan mødes og danne sociale relationer gennem aktiviteter som fællesspisning, spilleaftener og filmaftener.

- Vi er meget glade for, at vi, på vegne af Spar Nord Fonden, igen kan støtte op om lokale tiltag, der gør en stor forskel vores lokalsamfund. Fællesskabet Ung drives af frivillige ildsjæle, der gør en fantastisk indsats for unge mennesker, der oplever ensomhed i dagligdagen – og det er vi glade for at støtte, udtaler Morten Nygaard Nielsen, afdelingsdirektør for erhvervsafdelingen i Spar Nord Holbæk.

Med donationen fra Spar Nord Fonden kan Fællesskabet Ung nu investere i møbler og udstyr til nye lokaler, herunder sofaer, spiseborde, køkkenudstyr, tæpper, TV, brætspil og meget mere. Projektet har stor lokal opbakning fra både erhvervslivet og idrætslivet.

Foreningen håber, at det nye ungdomssted vil hjælpe unge i lokalområdet med at finde fællesskab og mindske ensomhed.

Publiceret d.
4. november 2024