- Nyheder
- En stærk relation igennem tykt og tyndt i 40 år
En stærk relation igennem tykt og tyndt i 40 år
En stærk relation igennem tykt og tyndt i 40 år
Januar kan være grå og kold. Sådan føltes det dog ikke i Randers, da direktør John G. Nielsen fra Spar Nord Randers modtog et helt særligt og hjertevarmt brev fra ægteparret Kirsten og Flemming Kurdahl. I brevet fortæller de helt uopfordret om deres mangeårige og tillidsfulde samarbejde med kunderådgiver Hans Mogensen.
Det er med stolthed, at Spar Nord Randers har fået lov til at dele brudstykker af brevet. Det er nemlig et levende vidnesbyrd om, hvordan en forbilledlig relation blev etableret for omtrent 40 år siden. Dengang var Kirsten og Flemming Kurdahl flyttet til Randers for at arbejde på Paderup Gymnasium, hvor en kollega anbefalede dem at tage et møde med en særlig bankrådgiver i Bikuben (senere BG-bank):
- Her var der en god betjening, en afslappet omgangstone og en uprætentiøs holdning til kunderne – og her mødte vi for første gang Hans Mogensen, som var særdeles venlig, altid imødekommende og positiv – og som havde humor og et smittende humør. Et besøg i banken var altid en god oplevelse, skriver Kirsten og Flemming Kurdahl.
Da Hans Mogensen skiftede arbejdsplads til den nyetablerede Spar Nord-afdeling i Randers i 2007, valgte ægteparret at følge med bankrådgiveren:
- Siden har der været ro på – måske fordi vi fortalte ham, at ligegyldig hvor, han fandt på at flytte hen, ville vi flytte efter – så meget betyder den mangeårige fantastiske bankbetjening for os. Lige fra begyndelsen af forholdet mellem Hans Mogensen som rådgiver og os som kunder, har vi været trygge ved de anbefalinger og råd, som han har stået for. Gang på gang gennem de mange år har vi henvendt os, enten når det har knebet med vores økonomiske overblik, eller når uventede forhindringer har meldt deres ankomst, og aldrig – som i aldrig - er vi blevet afvist. Hans Mogensen har altid fundet en løsning, som har hjulpet os gennem en svær periode på en særdeles god og fordelagtig måde. Altid venligt og roligt og uden løftede øjenbryn og forbehold, udtrykker Kirsten og Flemming i brevet.
Fjernede bekymringer for fremtiden
Kirsten og Flemming er gået på pension, og i denne fase af livet har de også fundet god støtte og hjælp af Hans Mogensen til at få styr på deres økonomi:
- Nu, hvor vi er gået på pension, og fødevarepriser og afgifter og udgifter til gas og benzin er vokset, har Hans Mogensen kunnet spotte, at vi havde brug for en form for hjælp, som vi ikke selv havde set muligheden af, så han kontaktede os og inviterede os til et møde i banken, hvor han gerne ville præsentere nogle forslag til løsninger på vores nye virkelighed. Igen blev vi roligt og venligt og ikke mindst særdeles pædagogisk præsenteret for muligheden for en omlægning af lånene i vores hus og sommerhus, og på den måde fjernede Hans Mogensen vores bekymringer for den økonomiske situation, og vi gik lettede hjem med en tro på, at fremtiden med ét så lys og overkommelig ud, skriver Kirsten og Flemming.
Ægteparret Kurdahl var ikke bare taknemmelige for løsningen, men også for Hans Mogensens kompetente og rolige måde at håndtere sagen på:
- Efterfølgende var Hans Mogensen endda så empatisk, at han kontaktede os for at sikre sig, at vi havde forstået, hvad vi havde sagt ja til, og at vi ikke sad tilbage med skrupler, ubesvarede spørgsmål eller uforløste betænkeligheder. (…) Spar Nord bør være taknemmelig og stolt over at have en så dedikeret og pligtopfyldende medarbejder ansat netop i banken i Randers, fortsætter Kirsten og Flemming.
En forbilledlig relation
Slutteligt skriver Kirsten og Flemming en direkte opfordring til direktør John G. Nielsen:
- Vi mener, at du som hans chef bør rejse dig fra dit skrivebord og gå hen og give Hans Mogensen et klap på skulderen og sige tak, for alt det han udfører og gør.
I Spar Nord Randers er vi naturligvis meget glade for, at det ikke går ubemærket hen, når en værdsat medarbejder i alle sammenhænge er arbejdsom, pligtopfyldende og en dygtig bankrådgiver. Hans Mogensen har fået rigtig mange klap på skulderen – også af chefen. Det er dog denne her slags påskønnelser fra glade og tilfredse kunder, som giver masser af arbejdsglæde og grund til at dedikere sig til sit arbejde. Derfor skal der også lyde en kæmpestor tak til Kirsten og Flemming Kurdahl for at være forbilledlige kunder, som så klart og tydeligt udtrykker deres oplevelser og igennem årene har anbefalet og talt varmt om Hans Mogensen.