Flere og flere samler virksomhed og privatøkonomi
I Spar Nord Aarhus er der travlhed hos totalrådgiverne, der har til opgave at håndtere privat- og virksomhedsøkonomien for selvstændige erhvervsdrivende. Det har i april ført til to nyansættelser i afdelingen.

Er man selvstændig erhvervsdrivende, er der både et privat- og erhvervsengagement at tage hensyn til. Nogle adskiller økonomierne i forskellige banker, mens andre har to forskellige rådgivere i samme bank. Men i Spar Nord Aarhus har de stor succes med at tilbyde én totalrådgiver, når det drejer sig om at balancere mellem den personlige og forretningsmæssige interesse:
- Der er mange fordele at hente, hvis man ønsker en totalløsning for ens virksomhed og privatøkonomi, og det har vores totalrådgivere haft stor succes med. Populariteten er steget markant den seneste tid, og derfor har vi mandet op med to nye totalrådgivere her i april, fortæller souschef for erhvervsafdelingen i Spar Nord Aarhus Andreas Ørbæk.
De nye totalrådgivere er henholdsvis Simon Hede Rasmussen, der internt skifter stilling fra privatrådgiver til nu at skulle varetage både den private og erhvervsmæssige interesse hos kunderne, og Simone Johanne Knudsen, der kommer fra Sydbank i Aarhus, hvor hun gennem de seneste 7 år både har været ansat som privat- og erhvervsrådgiver.
- Vi oplever, at mange værdsætter det fulde overblik, som rådgiverne yder ved at optimere begge økonomier, og det har for mange betydet, at flere drømme kan realiseres. Dermed bliver det en bred en vifte af rådgivningsopgaver, som Simon og Simone fremover skal håndtere, siger en glad Andreas Ørbæk, der ser frem til samarbejdet med bankens nye totalrådgivere.
I trygge hænder
Flere kunder har stået i den situation, hvor et bankskifte har været nødvendigt for at kunne samle privat og erhverv. Et bankskifte kan være en svær beslutning, og for mange af kunderne i Spar Nord Aarhus har det vigtigste været, at de har kunnet gøre det i deres eget tempo. I afdelingen oplever de nemlig, at det giver finansiel arbejdsro med en totalløsning, hvor kvalificeret erhvervsrådgivning går hånd i hånd med et engagement i privatøkonomien:
- I Spar Nord sætter vi en ære i at være tilgængelige for vores kunder, og det betyder af og til, at vi må være fleksible for at opnå den bedste løsning. For selvstændige erhvervsdrivende kan der både opstå muligheder og udfordringer, og derfor ser vi altid på den enkeltes behov, forklarer Andreas Ørbæk.
At samle økonomien i ét pengeinstitut giver fordele og åbner muligheden for optimering hele vejen rundt. Det indebærer også hjælp til privathensyn som pension og formuerådgivning, og i lyset af den seneste tids opgang i Spar Nord Aarhus, har de mod på at stile endnu højere i fremtiden:
- Som totalkunde i Spar Nord er man i trygge hænder, og hvor virksomhedens fremtid sikres i fællesskab med rådgiver. Uanset om det handler om finansiel rådgivning, forretningsmæssig sparring eller ændring af målsætninger, går vi efter at yde en nærværende og professionel service til alle kunder.