9. september 2021
Aars

Fondsmidler har banet vejen for nyt legetårn

Der var brede smil at spore hos børnene tilknyttet Aars 4H-gård, da direktør i Spar Nord Aars Klaus Frederiksen tog vejen forbi for at uddele en donation på 20.000 kroner til et nyt legetårn på vegne af Spar Nord Fonden.

3752 Aars · Nyhedsrum 1470X830px · Lokal · Donation

Hestedag, kanindag og havedag. Det er blot nogle af de aktiviteter Aars 4H-gård laver for børn og unge med interesse for natur, dyr, haver og madlavning. Og med en økonomisk håndsrækning fra Spar Nord Fonden får disse aktiviteter nu selskab af et spritnyt legetårn. Et legetårn, som allerede nu vækker stor begejstring hos børnene tilknyttet gården.

- Det er en fornøjelse at bidrage med støtte til sådan et projekt, der skaber glæde og begejstring for så mange børn, fortæller direktør i Spar Nord Aars Klaus Frederiksen på vegne af Spar Nord Fonden.

Legetårnet, der er færdigopført, er bygget op omkring et tårn, og er udstyret med både rutsjebane, gynger og meget mere.

Aars 4H-gård bor på Løgstørvej 10B i Aars og har til formål at skabe aktive, selvstændige og ansvarsfulde børn og unge gennem praktiske og meningsfyldte aktiviteter med udgangspunkt i natur, dyr, jord og mad.