5. maj 2020
Køge Bugt

Foreningerne har brug for vores hjælp gennem krisen

Byens idræts- og kulturforeninger er lige nu under dobbelt pres. På den ene side er der usikkerhed om, hvornår der kan åbnes igen. På den anden side tøver en del af medlemmerne med tilmeldinger og kontingenter til den sæson, der forhåbentlig er lige om hjørnet. Derfor er det afgørende, at alle vi, der nyder godt af byens kultur- og foreningsliv, er tålmodige og indstillede på at hjælpe foreningerne gennem krisen.

Køge Bugt Støt Foreningslivet 1200X478

Den første og største hjælp er at tilmelde sig og betale for den kommende sæson. Det sikrer foreningernes økonomi og sætter dem i stand til at forberede de aktiviteter, der efter al sandsynlighed starter lige om lidt. Udebliver kontingentet, er der hverken penge til at betale faste udgifter eller forberede kommende aktiviteter, når samfundet åbner igen.

Derudover kan vi stille vores tid eller ressourcer til rådighed for foreningen. Det kan fx være hjælp til klargøring af faciliteter, græsslåning eller andet praktisk arbejde, som man er god til eller ligger inde med redskaber, kundskaber eller materialer til. De fleste foreninger vil modtage hjælpen med stor taknemmelighed.

Vi kan desuden hjælpe ved at være tålmodige, hjælpsomme og overbærende overfor de mange frivillige og ulønnede foreningsfolk, der lige nu knokler for at finde løsninger, så vi alle kan komme på græs, på grus, på vandet, på landevejen og på dansegulvet igen.

Hos Spar Nord Køge Bugt har vi i denne periode især haft fokus på at støtte Køge Handel og dermed detailhandlen – blandt andet via vielskerkoege.dk. Vi har lagt en ekstra skulder til håbet om Køge Festuge 2020. Vi har støttet ekstra op om de frivillige og medlemmerne i Køge Håndbold, som går og venter på at tage Spar Nord Arena i brug. Vi har lovet at støtte op om HB Køges elitesatsning på kvindesiden. Vi har været i dialog med Solrød Badminton og lovet dem, at vi også er der for hinanden ”på den anden side”.

Og i maj måned håber vi via Spar Nord Fonden at fremrykke donationer for mere end 500.000 kr. til lokale projekter i Køge Kommune og tilstødende kommuner. Alt sammen noget der skal være med til at skabe yderligere sammenhængskraft via vores lokale foreninger.

Husk, hvad foreningerne er værd
Når det er afgørende at hjælpe foreningerne, så handler det ikke kun om at have mulighed for at dyrke aktiviteter og fællesskaber i fritiden. Foreningerne styrker også sammenhængskraften i samfundet, da deres aktiviteter har gavnlig effekt på områder som sundheden, velværet, uddannelsesniveauet og kriminalitetsniveauet i byen.

I Spar Nord undersøgte vi for nylig den samfundsmæssige værdi af vores støtte sport, kultur og uddannelse i 2019. Konklusionen var, at hver gang vi fx støtter amatørsport med 1 kr, er den reelle samfundsværdi 1,77 kr., der kommer tilbage i form af positive samfundseffekter, der rækker langt ud over foreningens aktiviteter.

Hjælp i dag, så ses vi i morgen
Jeg håber derfor, at alle med mulighed for det vil hjælpe foreninger i vores område i gang, så vi igen kan ses i fritiden. Meld dig til, byd dig til og del budskabet om foreningernes værdi for os alle.

Vi ses!

PS: Hos Spar Nord og i Spar Nord Fonden arbejder vi for landets foreninger ved at sponsorere, støtte og donere. I 2019 uddelte vi således mere end 60 mio. kr. til mere end 1.200 projekter. Se mere om arbejdet på sparnord.dk og på sparnordfonden.dk.