Nykredit offentliggør købstilbud på Spar Nord. Er du kunde eller aktionær i banken, kan du læse mere om udmeldingen her →
Foreningsildsjæle i Horsens Kommune modtager donationer af Spar Nord Fonden
Spar Nord Horsens inviterede forleden lokale ildsjæle indenfor, som på vegne af deres respektive foreninger modtog 10 x 10.000 kroner af Spar Nord Fonden. Pengene skal bruges til alt lige fra spejdermaterialer, mountainbikeudstyr og indkøb af fællesgrill til sociale arrangementer for mænd med kræft og for sårbare børn og unge.

I Horsens Kommune fik foreningslivet forleden en økonomisk håndsrækning, da Spar Nord Horsens tirsdag åbnede dørene for ti glade ildsjæle, der hver modtag 10.000 kroner til deres respektive foreninger.
Pengene er uddelt af Spar Nord Fonden, der har valgt at øremærke en ekstra donationspulje på i alt 100.000 kroner til kulturlivet i Horsens Kommune efter en hård coronaperiode. Hos Spar Nord Horsens har man oplevet en stor interesse for initiativet, hvor flere foreninger end ventet har ansøgt om at modtage penge til at igangsætte et projekt eller foretage et større indkøb.
- Vi er rigtig glade for opbakningen til vores initiativ, og at så mange har grebet muligheden for at støtte deres forening. 10.000 kroner redder måske ikke verden for de ti foreninger, men donationerne kan være et lyspunkt og give mulighed for at gennemføre et ellers opgivet projekt til glæde for vores lokalsamfund og medlemmer, siger Jan Rasmussen, der er områdedirektør i Spar Nord Horsens.
60 foreninger har i alt ansøgt om fondsmidlerne, hvorefter en dommerkomité har fundet frem til de endelige modtagere. Jan Rasmussen overrakte på vegne af Spar Nord Fonden de 100.000 kroner i samarbejde med komiteen.
- Et velfungerende foreningsliv er helt afgørende for at skabe trivsel og gode fællesskaber i lokalområdet for både store og små. De ti foreninger lever til fulde op til disse kriterier, og derfor er vi meget glad for at kunne bidrage til det stærke foreningsliv i og omkring Horsens, afslutter Jan Rasmussen.
Dommerkomiteen består af borgmester Peter Sørensen, direktør i JOBINPLACE Henning H. Jensen, sportsjournalist Tommy Poulsen samt Annette Poulsen og Jannik Haahr Antonsen fra Spar Nord Bankråd Horsens.
Her er de 10 foreninger, der får glæde af donationen fra Spar Nord Fonden
- Røde Kors Horsens Nord. Røde Kors i Horsens Nord har etableret et familienetværk for familier, der af forskellige årsager har det svært og som kan få glæde af et fællesskab. Pengene skal derfor bruges til indkøb af spil, mad til mødeaftenerne og til at give familierne forskellige oplevelser.
- Karen Jeppe Gruppe. Spejdergruppen i Horsens er ude hele året rundt, og derfor ønsker gruppen to nye sejl, der kan benyttes til et væld af aktiviteter lige fra at sikre ly til camouflage, så nattens dyr og aktiviteter kan observeres.
- MTB Horsens. Mountainbikeklubben har 193 medlemmer og tilbyder hold for både børn og voksne, og med de mange medlemmer har klubben brug for mere træningsudstyr, der kommer alle medlemmerne til gavn.
- Horsens Orienteringsklub. Med 275 medlemmer er orienteringsklubben en af de største i Danmark, der årligt har besøg af op mod 1.000 skoleelever. Foreningen vil bruge pengene til et nyt koncept, der især skal målrettes ungdommen og de mange skoleelever, der besøger klubben.
- Husrum Horsens. Husrum er en forening, der tilbyder indledende samtaler, samtalegrupper og sociale arrangement for unge. Foreningen ønsker at bruge pengene til et udendørs-projekt, hvor ensomme og sårbare unge kan udfordre sig selv i naturen og styrke fællesskabet med hinanden.
- Børnenes kontor, Horsens. Siden 1942 har Børnenes kontor gjort det muligt for mindrebemidlede familier med skolesøgende børn i Horsens kommune at ansøge om hjælp til sko og tøj. Donationen skal derfor bruges til, at foreningen kan fortsætte med at tilbyde denne hjælp til omkring 200 børn.
- Mænd med kræft. Foreningen vil skabe flere sociale arrangementer for medlemmerne, og derfor skal pengene bruges til cafebesøg eller indkøb af mad- og drikkevarer til foreningens møder. Mænd med kræft har nemlig et princip om, at det ikke må koste noget at deltage i møderne, da sygdommen i sig selv er en stor udfordring.
- Sejet Børne- og ungdomsklub. Donationen skal bruges til en stor fællesgrill, der skal stå ved den nye bålhytte, så foreningens medlemmer kan lave mad sammen.
- KFUM-spejderne – Lund gruppe. Spejdergruppen er ude hele året rundt og laver også mad i al slags vejr. Foreningen vil bruge pengene på at indkøbe materialer til bålhytten ved spejderhuset.
- Lido Dartklub. Dartklubben har 14 baner, hvoraf de mangler elektronisk tavleførelse, så det bliver nemmere for medlemmerne at føre point. Flere af klubbens medlemmer har nemlig et handicap og har derfor svært ved at føre point, når det ikke foregår elektronisk. Pengene skal dermed hjælpe personerne med handicap samtidig med, at det skal være med til at tiltrække flere medlemmer.