Nykredit offentliggør købstilbud på Spar Nord. Er du kunde eller aktionær i banken, kan du læse mere om udmeldingen her →

Fra elev til direktør: Frank Kristensen markerer 60 år med reception

8974 Hobro · Nyhedsrummet · 60 År · Frank

Direktør for Spar Nord Mariagerfjord, Frank Kristensen, kan fejre en flot milepæl den 26. marts 2025, når han fylder 60 år. Han markerer dagen i samme bank, hvor han siden 2002 har bidraget med erfaring og engagement til glæde for kolleger og kunder.

Frank Kristensen har siden februar 2002 været en central figur i Spar Nord som direktør for bankområde Mariagerfjord. Med næsten 40 års erfaring inden for den finansielle sektor har han sat et tydeligt præg på både banken og lokalområdet. Frank startede sin karriere i daværende Sparekassen Hobro i 1985, hvor han arbejdede som erhvervschef, inden han kom til Spar Nord.

Kolleger og kunder ville beskrive Frank som en engageret og aktiv lokal ildsjæl. Han er født og opvokset i Hobro og har altid haft en tæt tilknytning til lokalområdet, både privat og professionelt. Han er medlem af Rotary og Fyrkat Lauget, samt bestyrelsesmedlem i Hobro Byforum og Mariagerfjord Erhverv. Hans engagement og indsats for at styrke Hobro og omegn har gjort ham til en respekteret figur i området.

- Det har været et privilegie og en fornøjelse at være med til at udfolde bankens lokalbankstrategi gennem de sidste mere end 20 år, og at have været med til at skabe den fantastiske og succesfulde bank, som vi er nu, fortæller Frank Kristensen og fortsætter:

- Jeg har nydt at være leder for de mange dygtige og engagerede kolleger, som jeg er stødt på i jobbet som lokalbankdirektør i Mariagerfjord-området, og jeg ser frem til den spændende tid, vi går i møde.

Når Frank ikke arbejder, nyder han en aktiv livsstil med crossfit, ski, padel og træning i motionscenteret. Sammen med sin familie, blandt andet bestående af hustruen Bodil og deres to børn samt et barnebarn, bruger han tid i sommerhuset og på rejser, som giver ham ny energi til både arbejde og fritid.

For at fejre bankens direktør med manér inviterer Spar Nord Hobro til reception fredag den 28. marts 2025 kl. 13.00-16.00 på Hotel Amerika, Amerikavej 48, Hobro. Receptionen er åben for alle.

Praktisk information:

  • Dato: Fredag den 28. marts 2025
  • Tid: Kl. 13.00 – 16.00
  • Sted: Hotel Amerika, Amerikavej 48, Hobro

Hele Spar Nord ønsker Frank et stort tillykke med fødselsdagen og ser frem til at fejre dagen med ham.

Publiceret d.
3. marts 2025