Nykredit offentliggør købstilbud på Spar Nord. Er du kunde eller aktionær i banken, kan du læse mere om udmeldingen her →

Gør sommerhusdrømmen til virkelighed

nyhedsrum feriehusudlejning tredjebedste.png

Drømmer du om at tilbringe fritiden i dit eget sommerhus væk fra hverdagens hastværk, så kan du her finde inspiration til dine lånemuligheder.

Med forårets indtræden forventer vi, at der igen i år bliver travlhed på sommerhusmarkedet de næste par måneder, og det gælder derfor om at være hurtigt ude og godt forberedt, hvis dine sommerhusdrømme skal gå i opfyldelse.

For mange er tale om en langsigtet investering, som hele familien kan få glæde af, og det bedste råd er derfor at udnytte de ekstremt gode finansieringsmuligheder, som giver dig mulighed for at finansiere op mod 75 procent af herligheden med et realkreditlån.

Renterne er stadig lave, især på lån med variabel rente. Lån med fast rente i 30 år er steget ganske markant, men fra et ekstremt lavt udgangspunkt. Det er derfor ikke dyrt at låne til et sommerhus set i et historisk perspektiv.

Sikkerhed eller lavest rente?
Når du skal vælge, hvordan du vil finansiere dit sommerhuskøb, er valg af lån den vigtigste beslutning. Her skal du afklare med dig selv, hvor vigtigt tryghed om din fremtidige rente er for dig.

Har du det bedst med at vide, hvad du betaler i rente på dit lån til sommerhuset, så er fast rente i 30 år vejen at gå. Vil du gerne benytte dig af de meget lave renter, der stadig er på lån med kort rentebinding, og tror du, at de forbliver lave længe, så kan du vælge et lån med variabel rente.

Vælger du et lån med variabel rente, kan du vælge imellem forskellige rentebindingsperioder. Du behøver altså ikke vælge alt eller intet, når det kommer til graden af tryghed om din fremtidige rente. Du kan for eksempel vælge at binde renten i tre eller fem år med et F3- eller F5-lån, eller du kan gå hele vejen og vælge den kortest mulige rentebinding på seks måneder ved at tage et F-kort-lån. Du kan også kombinere en kortfristet rentebinding med et loft over, hvor meget renten kan stige ved at vælge RenteMax.

Flertallet vælger lån med fast rente
Selvom fire ud af ti af dem, der købte sommerhus i de første måneder af 2022, valgte et lån med variabel rente, vælger flertallet fortsat et lån med fast rente. Variabel rente er dog blevet mere populært i kraft af den stigende rente på lån med fast rente.

Især er der fremgang i nye lån med helt kort rentebinding som F-kort og RenteMax, hvor der foreløbigt ikke er sket de store stigninger i renten. Med et RenteMax-lån får du både en meget lav rente, der dog kan ændre sig hvert halve år, samt sikkerheden ved at have loft over, hvor meget renten kan stige de kommende fem eller 10 år.

Det er helt som forventet, at flere vælger variabel rente, når fast rente bliver dyrere. Men det er samtidigt vigtigt at slå fast, at selvom renten på lån med fast rente er steget betydeligt på det seneste, så er niveauet stadig lavt i en historisk sammenhæng. Vi skal således ikke længere end ca. seks år tilbage, før det nuværende renteniveau blev anset for at være lavt.

Dit lån skal passe ind i din samlede økonomi
Når det er sagt, så er det ikke til at komme udenom, at et lån med variabel rente er det billigste valg – i hvert fald lige nu. Og umiddelbart forventer vi, at renterne på lån med kort rentebinding forbliver forholdsvis lave i de kommende år, også selvom rentepilen peger opad. Så er du villig til at løbe risikoen for, at renten stiger i løbet af den tid, du har lånet, er et variabelt forrentet lån en god mulighed for at spare penge her og nu.

Det vigtigste, når du vælger lån, er, at det passer med din husholdnings samlede økonomi. Der er for de flestes vedkommende også et lån i helårsboligen at tage højde for. Derfor skal valget af lån i sommerhuset ses som en del af en større plan for din privatøkonomi, både hvad angår rentesikring og det forhold, om det giver mening for dig at afdrage eller have afdragsfrihed på dit sommerhuslån.

Publiceret d.
11. april 2022