Nykredit offentliggør købstilbud på Spar Nord. Er du kunde eller aktionær i banken, kan du læse mere om udmeldingen her →
- Nyheder
- Historisk stort prisgab: Aldrig før har du kunnet få mere hus for din lejlighed i København
Historisk stort prisgab:
Aldrig før har du kunnet få mere hus for din lejlighed i København
Historisk stort prisgab:
Aldrig før har du kunnet få mere hus for din lejlighed i København
Ifølge en ny analyse fra Spar Nord har prisgabet på københavnske lejligheder og huspriser på landsplan aldrig været større, og i dag kan huskøbere i gennemsnit få mere end tre gange så meget bolig for pengene sammenlignet med købere af lejlighed i København.
Prisgabet på et gennemsnitligt dansk hus og en lejlighed i København fortsætter med at vokse.
Ifølge en ny analyse fra Spar Nord baseret på tal fra Boligsiden kan boligkøbere i dag i gennemsnit få 3,2 gange så mange kvadratmeter ved at købe en villa eller et rækkehus på landsplan sammenlignet med en ejerlejlighed i København by. For fem år siden var forskellen lidt mindre – dengang kunne man få 2,8 gange så meget plads.
- Tilsyneladende har hverken nye ejendomsvurderinger eller ændrede skatter slået priserne på de københavnske ejerlejligheder ud af kurs. De fortsætter opad, og med de nylige rentefald og forventningen om yderligere rentenedsættelser er det svært at forestille sig, at udviklingen ikke fortsætter den kommende tid, forklarer Jens Nyholm, cheføkonom i Spar Nord, og han uddyber:
- Jokeren i den forbindelse er, om de nye ejendomsvurderinger på et tidspunkt for alvor vil slå igennem med prisstigninger på villaer og prisfald på lejlighedspriserne i København. Indtil videre er kvadratmeterpriserne på villaer og rækkehuse på landsplan steget pænt, men måske ikke helt så meget, som vi kunne have forventet som følge af de nye ejendomsvurderinger og den mindre boligskattepost, de generelt har medført på mange villaer uden for de store byer.
Samtidig kan prisstigningerne på både ejerlejligheder og parcelhuse ifølge Jens Nyholm forklares med flere underliggende økonomiske forhold:
- Rekordhøj beskæftigelse har spillet en central rolle, især inden for erhvervsservice og byggebranchen, som primært har haft effekt i de større byer og hovedstaden. Samtidig har industrien, med medicinalbranchen som en væsentlig drivkraft, bidraget bredere geografisk. Når vi kombinerer dette med stigende lønninger, lavere inflation og de lavere renter, har det samlet set løftet boligpriserne på tværs af både ejerlejligheder og parcelhuse.
Her rækker pengene længst
Der er store geografiske forskelle på, hvad et beløb svarende til én kvadratmeter ejerlejlighed i København rækker til af hus. Mens gennemsnittet på landsplan er 3,2 kvadratmeter, kan man i nogle landsdele få endnu mere.
Ifølge analysen kan boligkøberne få mest for pengene, hvis de veksler en lejlighed i København til fordel for en villa eller rækkehus i Vestjylland. Her kan de få hele 5,7 kvadratmeter hus for kvadratmeterprisen på københavnske lejligheder. Også i Nordjylland rækker pengene langt – nemlig til 5,2 kvadratmeter for samme beløb.
- Det er selvsagt de landsdele med de laveste kvadratmeterpriser, hvor man vil få mest for pengene. Når vi kigger på, hvor udviklingen har været mest markant på fem år, er det ligeledes Vestjylland og Nordjylland, der træder frem. Her har vi set mere beskedne prisstigninger på 6-8 procent over de seneste fem år, men til gengæld er priserne over tid mere stabile og med mindre udsving i forhold til storbyerne, lyder det fra Jens Nyholm.
I gennemsnit kan en boligkøber i København få en ejerlejlighed på lige knap 44 kvadratmeter for 2,5 millioner kroner ifølge tallene fra Boligsiden. Skal samme beløb bruges til at købe hus i Vestjylland rækker det til hele 251 kvadratmeter.
Graf: Kvadratmeterforhold mellem ejerlejlighed i Byen København samt huse og rækkehuse i hele landet
Kilde: Spar Nord på baggrund af tal fra Boligsiden
Landsdele: Så mange kvadratmeter hus kan du få for prisen på 1 kvadratmeter ejerlejlighed i København by
December 2019 | December 2024 | Ændring | |
Vestjylland | 4,49 | 5,73 | 1,24 |
Nordjylland | 4,12 | 5,21 | 1,10 |
Bornholm | 5,18 | 5,13 | -0,05 |
Sydjylland | 4,03 | 5,06 | 1,03 |
Vest- og sydsjælland | 4,31 | 4,86 | 0,55 |
Fyn | 3,60 | 4,24 | 0,65 |
Østjylland | 2,74 | 3,17 | 0,42 |
Østsjælland | 1,98 | 2,14 | 0,16 |
Nordsjælland | 1,79 | 1,90 | 0,11 |
Københavns omegn | 1,38 | 1,46 | 0,09 |
Byen København | 1,14 | 1,18 | 0,04 |
Kilde: Spar Nord på baggrund af tal fra Boligsiden
Top-10 kommuner: Så mange kvadratmeter hus kan du få for prisen på 1 kvadratmeter ejerlejlighed i København by
December 2019 | December 2024 | Ændring | |
Lolland | 12,42 | 10,70 | -1,72 |
Lemvig | 7,03 | 9,71 | 2,68 |
Tønder | 7,41 | 8,49 | 1,08 |
Morsø | 7,33 | 8,43 | 1,10 |
Langeland | 8,64 | 8,20 | -0,44 |
Haderslev | 5,11 | 8,06 | 2,96 |
Skive | 6,60 | 7,90 | 1,30 |
Struer | 5,56 | 7,86 | 2,31 |
Vesthimmerlands | 5,81 | 7,54 | 1,73 |
Vejen | 5,71 | 7,29 | 1,58 |
Kilde: Spar Nord på baggrund af tal fra Boligsiden