Hvorfor stiger renterne, og hvad betyder det for dig?

På det seneste har du sikkert ikke kunne undgå at læse overskrifter som: “Inflationen når nye højder” eller “Renterne stiger igen”. Det kan være svært at overskue præcis, hvad rentestigningerne skyldes og endnu vigtigere – hvad det betyder for dig.

Rentestigninger · 1600X900

Både rentestigninger og rentefald er en naturlig del af samfundsøkonomien og hænger tæt sammen med inflationen. For hvis inflationen enten falder eller stiger mere, end hvad man kan acceptere, kan det blive nødvendigt at regulere renten op eller ned.

Lige nu ser vi en historisk høj inflation, der skyldes flere komplekse faktorer. Men også krigen i Ukraine og coronapandemien spiller en stor rolle i den høje inflation, vi oplever lige nu.

Inflation hænger uløseligt sammen med udbud og efterspørgsel på eksempelvis varer og serviceydelser. Krigen i Ukraine har skabt stor uro i Europa og har gjort, at priserne på mange varer er steget. Det gælder specielt prisen på energi. Fordi Rusland har lukket for en stor del af gassen, er vi afhængige af andre energikilder som fx sol- og vindenergi. Der er dog ikke helt nok til alle, og derfor stiger prisen.

Samtidigt kæmper hele verden fortsat med efterveerne fra coronapandemien, hvor det var svært at producere den nødvendige mængde af varer, fordi virksomheder måtte sende medarbejdere hjem for at undgå smitte. Det betyder, at virksomhederne nu må arbejde ekstra hurtigt for at kompensere for de varer, der ikke blev produceret under corona. Derfor ser vi nu en historisk lav arbejdsløshed, og mange virksomheder mangler medarbejdere for at kunne følge med. Derfor stiger prisen også for forbrugerne – efterspørgslen er simpelthen større end udbuddet.

Læs også Den Europæiske Centralbanks forklaring på de rentestigninger, vi oplever lige nu.

Hvad betyder rentestigninger for dig?

Renteændringer giver for nogle nye muligheder, mens det for andre i en periode vil være en begrænsning for den økonomiske handlefrihed.

  1. Når renten stiger, vil det give en række boligejere mulighed for at konvertere deres realkreditlån og dermed barbere en del af restgælden. Dog skal bestemte forudsætninger være på plads, inden man kaster sig ud i en konvertering. Tag derfor fat i din rådgiver, hvis du kunne tænke dig at høre mere om dine muligheder.

  2. En anden ting, som stiger sammen med renterne, er prisen på at låne penge. Når den Europæiske Centralbank sætter renten op, følger renterne for eksempelvis boliglån, billån og forbrugslån med op. Det kan særligt have betydning for førstegangskøbere.

  3. En sidste ting, der er værd at nævne, er selvfølgelig de negative renter. For rentestigningen betyder nemlig også, at det ikke længere koster dig penge at have over 100.000 kroner stående på din konto.

Brug for råd og vejledning?

Er du i tvivl om, hvad inflation og rentestigninger kommer til at betyder for din økonomiske situation, er du mere end velkommen til at tage kontakt til din rådgiver. Vi står klar til at hjælpe dig - både til at finde nye muligheder eller til at guide dig gennem svære tider.

 

Publiceret d.
7. november 2022