Nykredit offentliggør købstilbud på Spar Nord. Er du kunde eller aktionær i banken, kan du læse mere om udmeldingen her →
- Nyheder
- IMF opjusterer global vækstforventning
IMF opjusterer global vækstforventning

Mens den amerikanske vækst ser ud til at gå en mere positiv tid i møde, så ser det på den korte bane noget mere dystert ud for europæisk vækst, og det gør ikke væddeløbet mellem virus og vaccination mindre aktuelt.
Den seneste uge bød på en række interessante nøgletal og begivenheder i en skøn sammenblanding af regnskaber fra forskellige internationale selskaber. Hertil kom et større udslag på aktiemarkedet, der angiveligt havde baggrund i et aktieforum på det sociale medie, Reddit. Her havde brugere kastet sig over købet af aktier i den amerikanske spilforhandler, GameStop, for at gå imod en række ”Hedgefonde”, der var gået ”short” i aktien. Ved en angiveligt koordineret indsats købte brugerne aktier i selskabet, så ”Hedgefonde”– for at minimere tab - var tvunget til at købe aktierne tilbage med penge fra salg af andre aktier. Derfor de store stigninger i nogle aktier og fald i andre.
Europæisk ”double-dip”
På nøgletalsfronten var der blandt andet fokus på tysk vækst og erhvervsliv. For mens det tyske Ifo-barometer faldt mere end ventet, så steg væksten med 0,1 pct. i 4. kvartal. Samtidig tog inflationen et pænt spring frem – dog mest drevet af nogle tekniske faktorer, og derfor tyder meget på, at det fortsat har lange udsigter for ECB i forhold til at få inflationen tilbage mod 2 pct.
Særligt det tyske Ifo-barometer taler ind i den historie, der i øjeblikket udspiller sig, om et europæisk ”double dip” på baggrund af de nye Corona- mutationer og nye nedlukninger – og det gør ikke væddeløbet mellem virus og vaccine mindre relevant.
Hvor væksten i Europa ventes at falde med 1,4 pct. i 4. kvartal, så steg den tyske vækst med 0,1 pct. Fortsætter den eksisterende stramningsgrad i den tyske økonomi meget længere, kan det dog ikke afvises, at det bliver Tyskland, der kommer til at opleve negativ vækst i 1. kvartal 2021, hvilket sandsynligvis var bagvedliggende i denne uges nedjustering fra IMF, mens Europa langsomt får vejret igen.
Tallene taler også klart ind i historien om, at ECB skal og vil bevare sin fleksibilitet i de kommende måneder. Den tyske inflation steg pænt i januar, og da den regnes ind i det europæiske med en vægt på knap 30 pct., kan det godt give et (lille) boost til inflationsfrygten, når de europæiske tal offentliggøres på onsdag. Men over de kommende måneder kommer de til at bevæge sig mere afdæmpet med et muligt lille boost i april pga. energipriser og i juli pga. den tyske momsnedsættelse sidste år.
Underliggende er der dog ikke meget der taler for, at inflationen pludseligt skulle tage til. Specielt ikke med den svaghed i økonomien, der fortsat må forventes i de kommende 1-2 måneder. Det vil ikke ske, før arbejdsmarkedet er kommet noget mere i omdrejninger, og der bliver plads til 2. rundeeffekter fra lønninger ind i priserne. Det ligner dog mere en 2022-historie.
IMF ser mere lyst på vækstudsigterne
For USA var det en noget mere positiv udvikling, da de i den forgangne uge offentliggjorde væksttal for 4. kvartal 2020. Samlet set kom de ud af året med en stigning i væksten på omkring 1 pct. i 4. kvartal, hvilket medførte et samlet fald i væksten på 3,5 pct. Momentum er dog noget mere positivt i USA end i Europa, hvilket også afspejles i opjusteringen af den amerikanske vækst, som IMF offentliggjorde i tirsdags.
Tager man udgangspunkt i netop den opdaterede vækstprognose fra IMF, fanger man nok en del af de seneste måneders udvikling og ikke mindst de skift i forventningerne, der er sket i perioden. For det første har 2. halvår rent vækstmæssigt været en del bedre end forventet/frygtet, og samtidig er udrulningen af vacciner – trods det faktum, at de i øjeblikket er en smule forsinkede – en af de største succeshistorier inden for medicin i mange årtier.
IMF’s estimat på den globale vækst i 2020 opjusteres på den baggrund fra -4,4 pct. til -3,5 pct., mens 2021 væksten opjusteres med 0,3 pct. point til 5,5 pct. Derimod holdes 2022 uforandret på 4,2 pct. Der er dog store forskelle inden for de enkelte regioner. Hvor IMF opjusterer vækstestimatet for USA med hele 2 pct. point fra 3,1 pct. til 5,1 pct. i 2021, så nedjusterer de tilsvarende forventningerne til eurozonen med 1 pct. point til 4,2 pct. – primært styret af lavere forventninger til Italien og Spanien, men også af en nedjustering på 0,7 pct. point i Tyskland.
I Emerging Markets opjusteres forventningerne med 0,3 pct. point til 6,3 pct. Trukket af en stor opjustering i Indien på 2,7 pct. point til hele 11,5 pct. i 2021!
Ugen står i forkortelsernes tegn
Som altid varsler månedsskiftet en lind strøm af vigtige nøgletal fra stort set hele kloden. Den kommende uge står i forkortelsernes tegn, når der offentliggøres amerikanske ISM-tal, Europæiske PMI- og BNP-tal, mens ugen slutter med amerikanske beskæftigelsestal uden for landbrugssektoren (NFP: Non-Farm-Payroll).
Generelt forventes tallene at signalere en lidt svagere udvikling med fald i de europæiske BNP- og PMI-tal og amerikanske ISM-tal – kombineret med en fortsat svag amerikansk beskæftigelse.