2. december 2020
Næstved

Lena Libak Nørnberg går på efterløn

Vær med til at sende Lena Libak Nørnberg godt videre, når hun efter et langt og rigt arbejdsliv den 18. december takker af i Spar Nord Næstved.

Lena Libak

Efter 15 år som privatrådgiver i Spar Nord Næstved har Lena Libak Nørnberg valgt at træde tilbage fra arbejdsmarkedet og i stedet overgive sig til pensionisttilværelsen. Sidste arbejdsdag i banken er 18. december.

Lena var med på det hold af 7 medarbejdere, der var med til at starte Spar Nord Næstved op for 15 år siden. Hun har derfor været stor bidragsgiver til Spar Nord Næstveds udvikling, og hvor afdelingen er i dag.

For kollegerne i Kvægtorvejendommen bliver dagene en anelse mere stille, når Lenas gode humør ikke længere er at finde i banken, fortæller Bjarne Elmelund Nielsen:

- Med en imødekommende, humørfyldt og pligtopfyldende medarbejder som Lena, vil det helt klart kunne mærkes, når hun ikke længere har sin daglige gang i banken. Hun er i den grad værdsat af både kunder og kolleger og er foruden sin faglige dygtighed kendt for at være loyal og grundig.

Covid-19 har desværre sat en stopper for en reception. I stedet bliver der via netbank og annoncering inviteret til at komme forbi i dagene 15. - 18. december for at sende Lena godt videre til pensionisttilværelsen.