Løvens hule i samarbejde med UCN
Spar Nord har i samarbejde med UCN afholdt ’Løvens hule’ for de studerende fra studeretningen Eksport og Teknologi. De studerende skal være helt skarpe, have styr på deres økonomi og sælge deres idé overbevisende, hvis ’løverne’ fiktivt skal investere deres penge i de studerendes forretning.

Løvens hule er et program, hvor iværksættere fremlægger deres forretningsideer for potentielle investorer i håb om at sikre sig investeringsfinansiering fra dem. Dette koncept har Spar Nord afholdt, - blot i fiktiv form - i samarbejde med UCN med formålet om at give de studerende indblik i den virkelige verden og stifte kendskab med det at være iværksætter og skabe innovative løsninger. Arrangementet har et tværfagligt udgangspunkt, hvor de studerende trækker på viden fra markedsføring, produktion, logistik og supply chain samt produktudvikling.
- Vi arbejder med koncepter tæt på virkeligheden for at skabe motivation for læring og for at klæde vores studerende på til arbejdsmarkedet, hvor de får indblik i vores aftageres krav og forventninger. At samarbejde med Spar Nord var et naturligt valg til dette arrangement, da de er kendt for at samarbejde med iværksættere og er generelt en naturlig samarbejdspartner for uddannelsesinstitutionerne i byen, forklarer adjunkt Liliyana Makarova Jørsfeldt fra UCN, som har haft ansvaret for arrangementet sammen med adjunkt Jørgen Mertz.
Totalrådgiver Steffan Olsen fra Spar Nord Aalborg Erhverv var med som dommer og sagde således om arrangementet:
- Det var spændende at høre, hvordan de studerende så på fremtiden, og hvor de kunne se potentiale for udvikling og forretning. Det var især spændende grundet de studerendes forskellige baggrunde – både geografisk og erfaringsmæssigt – som tilsammen gav nogle gode diskussioner og inputs til alle i salen.
De studerende havde i ugen optil arbejdet intenst med deres innovative ideer, hvor de fredag skulle præsentere ideerne til ’løverne’, som bestod af tre undervisere fra UCN og Steffan Olsen fra Spar Nord.
- Vi skulle gerne kunne bidrage med erfaringer og lidt ’snusfornuft’ i forhold til deres idéer og forretningsgrundlag. Derudover udfordrer vi dem meget på, hvor meget af deres omsætning, der forsvinder på faste omkostninger, og hvornår de forventer at tjene penge på deres virksomhed, forklarer Steffan Olsen og fortsætter:
- De bliver desuden udfordret på, om virksomheden er levedygtig i mere end 1-2 år, og hvad deres strategi og plan med virksomheden er. Kort sagt forsøger vi at være realistiske og give nogle gode og konstruktive udviklingspunkter til de studerende, som forhåbentlig sætter nogle tanker i gang.
Til arrangementet deltog 6 grupper, hvor Spar Nord efterfølgende havde en snak med én af grupperne. Deres innovative idé handlede om at udvikle en virksomhed til support for ældre over telefon, fysisk og på nettet, da man ifølge gruppen oplever stigende problemer i forhold til ældre, der oplever udfordringer med den digitale udvikling.
- Ideen er skabt i samarbejde med min svigerfar, hvor jeg synes, at det var oplagt at bruge ugen på at videreudvikle idéen og få noget konstruktivt feedback fra professionelle erhvervsfolk, siger Kasper, som er CEO på ideen, og fortsætter:
- Jeg har fået en langt større forståelse for de professionelle krav og for, hvor meget det kræver at realisere en idé.