Nykredit offentliggør købstilbud på Spar Nord. Er du kunde eller aktionær i banken, kan du læse mere om udmeldingen her →

3. september 2021
Hjallerup

Lokal gavefond fremmer planerne om en ny hal i Hjallerup

Projektet med en ny, tredje hal i Hjallerup kan nu tage yderligere fart efter, at Spar Nord Hjallerup har tømt gavefondens kasse på 482.000 kroner, hvor hver en krone skal gå til at fremme planerne.

3789 Brønderslev · Nyhedsrummet 1470X830px · Lokal · Presse

Der eksisterer allerede to haller under Hjallerup Idrætscenter, men planen er, at disse i fremtiden skal have selskab af en tredje af slagsen. Planen kan nu fremmes yderligere efter, at Spar Nord Hjallerup har tømt gavefondens kasse, som stammer fra den gamle Hjallerup Sparekasse, der nu er en del af Spar Nord.

- Vi kender til værdien af et pulserende foreningsliv, som er med til skabe fællesskab, trivsel og sikre fortsat udvikling i lokalsamfundet. Derfor har vi tømt gavefondens kasse, som vi med glæde giver til idrætscenteret for at støtte opførelsen af en tredje hal, fortæller afdelingsdirektør i Spar Nord Hjallerup Tommy Morsing Nielsen, der smiler ved tanken om, hvad kassetømningen kan resultere i.

Gaven lægger sig oveni den store økonomiske støtte, som Brønderslev Kommune tidligere på året besluttede at lægge i projektet. Målet er, at den tredje hal kan tages i brug i løbet af 2023.