MadOasen i Jyderup modtager donation på 22.395 kr.

7731 Holbæk · Nyhedsrummet · Madoasen

Spar Nord Holbæk har på vegne af Spar Nord Fonden overrakt en donation på 22.395 kroner til foreningen MadOasen i Jyderup.

På initiativ af Rikke Klindt fra lokalforum Jyderup har kontaktgruppen og flere frivillige etableret MadOasen som en del af Facebookgruppen Stop spild lokalt (Jyderup og omegn).

Stop spild lokalt er en landsdækkende frivillig forening, der opererer gennem lokalt forankrede Facebookgrupper, hvoraf flere har etableret MadOaser. Gennem samarbejdsaftaler med butikker indsamles madvarer, der ellers ville være blevet kasseret, og fordeles til trængende borgere. Dette projekt fremmer både bæredygtighed og social ansvarlighed.

Derfor var der også brede smil, da Spar Nord Holbæks direktør, Flemming Rumler, kunne overrække en donation fra Spar Nord Fonden på 22.395 kroner til foreningen, der blandt andet skal gå til bedre kølemuligheder.

- Som lokalbank er vi glade for at kunne støtte op om gavnfulde lokale tiltag med hjælp fra Spar Nord Fonden. Den flotte indsats i MadOasen i Jyderup for udsatte borgere er meget værdifuld for vores lokalsamfund, fortæller Flemming Rumler.

I Jyderup er der således åbnet en MadOase, der er blevet udgangspunkt for en masse sociale aktiviteter i byen. Alle årets dage hentes der overskudsmad i de lokale supermarkeder, og tre gange om ugen deler foreningen maden ud i deres gratis-butik. Cirka 80 familier får mad med hjem til 1-2 måltider pr. gang.

Publiceret d.
23. maj 2024