- Nyheder
- Millionstøtte til gaming-initiativ for unge uden for fællesskabet
Millionstøtte til gaming-initiativ for unge uden for fællesskabet
Millionstøtte til gaming-initiativ for unge uden for fællesskabet
Et nyt initiativ har som ambition at skabe et landsdækkende foreningsfællesskab via esport og gaming for unge med fysisk eller psykisk handicap under navnet Glade Gamere. Initiativet er netop støttet af Spar Nord Fonden med 1 million kroner.
Grundtanken bag Glade Gamere er at skabe et landsdækkende fællesskab for unge, der af den ene eller anden grund står uden for foreningsfællesskabet – eksempelvis på grund af lidt ondt i sjælen eller fysisk eller psykisk handicap. Fællesskabet skal bygges om en fælles glæde for esport og gaming, og starter i første omgang op i et par udvalgte kommuner, men ambitionen er at udbrede konceptet til at dække hele landet.
- Omdrejningspunktet for Glade Gamere bliver hygge, sjov og gode snakke, og ikke om at være bedst til Counterstrike eller Fortnite. Vi vil dyrke glæden ved at spille sammen og skabe et fællesskab, hvor deltagerne har det sjovt sammen. Ønsket er især at skabe et tilbud til de unge, der står på kanten af eller udenfor fællesskabet, fortæller Mark Kristensen, formand for Sørby Esport, og tilføjer:
- Alle spiltyper er velkomne. Vi vil skabe et fundament, hvor fokus ligger på lyst, glæde og selvværd. Det er essentielt for os, og det er det vi sammensætter gruppen af frivillige og trænere bag projektet ud fra.
Projektet henvender sig både til specialklasser, bosteder og til enkeltpersoner, der har en passion for Esport og gaming, og potentialet er stort, hvis man spørger projektleder Anders Sørensen.
- Vi tror på, at Glade Gamere indenfor overskuelig fremtid vil kunne bredes ud til andre områder af Danmark, for der er oplagte muligheder for at etablere samarbejde og implementere konceptet. Derfor er vi også dybt taknemmelige og beærede over den flotte håndsrækning, som Spar Nord Fonden har givet os. Med 1 million i støtte har projektet Glade Gamere fået et solidt rygstød i vores ambition om at skabe et gamerfællesskab, der kan sprede glæde hos en masse unge, fortæller han.
Støtten til Sørby Esports projekt vækker også glæde hos Spar Nord Slagelse.
- Som lokalt forankret bank, er vi altid optaget af at støtte op om et rigt og alsidigt fritidsliv i vores nærområde. Derfor er vi også rigtig stolte over, på vegne af Spar Nord Fonden, at kunne overrække 1 million kroner til et projekt, der netop har som mål at skabe et fællesskab for en gruppe, der står udenfor foreningsfællesskabet i dag, fortæller Michael Bach Rasmussen, direktør i Spar Nord Slagelse, og fortsætter:
- De værdier som har gennemsyret Sørby Esport siden starten i 2016, fællesskab, læring, udvikling og oplevelser, har gjort en positiv forskel for mange børn og unge i Slagelse, og jeg glæder mig til at følge Glade Gamere fra sidelinjen og se den forskel dette projekt kommer til at gøre på landsplan.