- Nyheder
- Mødrehjælpen i Helsingør modtager donation på 35.000 kr.
Mødrehjælpen i Helsingør modtager donation på 35.000 kr.
Mødrehjælpen i Helsingør modtager donation på 35.000 kr.
Spar Nord Helsingør har, på vegne af Spar Nord Fonden, doneret 35.000 kroner til Mødrehjælpen i Helsingør. Donationen skal gå til et projekt for udsatte børnefamilier.
Mødrehjælpens Lokalforening Helsingør er sat i verden for at støtte og lave spændende aktiviteter for mødre, fædre og børnefamilier i lokalområdet.
Som en del af en igangværende indsats har foreningen søgt midler til at etablere et projekt, som skal hjælpe børnefamilier, der af økonomiske og/eller helbredsmæssige årsager mangler overskud til at give deres barn eller børn en fødselsdag med vennerne. Dette har Spar Nord Fonden valgt at støtte op om med en donation på 35.000 kroner.
- Som lokalbank er vi glade for, at vi, på vegne af Spar Nord Fonden, kan støtte op om Mødrehjælpens gode indsats for lokalområdets børnefamilier. Det betyder meget for os, at der er et øget fokus på udsatte familiers ve og vel, således de også kan fejre deres børn med en fødselsdagsfest, udtaler Piet Petersen, direktør for Spar Nord Helsingør.
Forældre eller bedsteforældre kan ansøge om fødselsdagshjælp og husstandens indkomst (efter skat) skal fremgå af ansøgningen. Hvis lokalforeningen godkender ansøgningen, indkøber de frivillige de varer, som skal til, for at familien kan afholde en børnefødselsdag for 20 børn. Varerne afleveres hos ansøgeren.