- Nyheder
- Morgencafé for Hjemløse støttes med hjertevarm donation
Morgencafé for Hjemløse støttes med hjertevarm donation
Morgencafé for Hjemløse støttes med hjertevarm donation
Spar Nord Østerbro har, på vegne af Spar Nord Fonden, tildelt en hjælpende hånd i form af en donation på 20.000 kroner til Morgencafé for Hjemløse, der arbejder for at forbedre livsvilkårene for socialt udsatte borgere.
Størstedelen af Morgencaféens brugere er hjemløse, alkoholikere, psykisk syge og andre socialt udsatte. De er sårbare og udsatte, og fælles for dem er, at de bruger Morgencaféen som et fast holdepunkt i en omtumlet tilværelse.
Til stor glæde for Caféen og dens gæster kunne Spar Nord Østerbro overrække en hjertevarm donation på 20.000 kroner på vegne af Spar Nord Fonden. Ifølge afdelingsdirektør Martin Sonn Merring er det særdeles vigtigt for banken at tilbyde en hjælpende hånd til tiltag, der hjælper udsatte borgere i lokalområdet. Han fortæller således:
- Som lokalbank har vi et ansvar for at yde en indsats for vores nærområdes ve og vel, og det er vi taknemmelige for at kunne gøre i samarbejde med Spar Nord Fonden, der jævnligt bevilliger generøse donationer til lokalsamfundet. Morgencaféen for Hjemløse støtter mange udsatte borgere med flere værdifulde tilbud, og det er vi stolte over at kunne støtte op om.
Morgencaféen serverer mad, uddeler tøj og soveposer samt tilbyder lægehjælp, fysioterapi, fodterapi, klipning og juridisk rådgivning. Morgencaféen afholder derudover julearrangementer, grønlandsk madklub og banko samt tager på naturture for at forbedre hjemløses og socialt udsattes livskvalitet.
Stedet kunne ikke eksistere uden de mange frivillige, der hver især viser deres store engagement gennem deres omsorg for udsatte, der ofte ikke har andre fortrolige at tale med i deres liv.