Nykredit offentliggør købstilbud på Spar Nord. Er du kunde eller aktionær i banken, kan du læse mere om udmeldingen her →

Naturrum Cimbrerhøjen modtager donation på 450.000 kr.

9013 Aars · Nyhedsrummet · Naturrum Cimbrerhøjen

Spar Nord Aars jubilæumsfond har valgt at donere 450.000 kr. til projektet Naturrum Cimbrerhøjen – et attraktivt fælleshus, der skal være byens foretrukne samlingssted.

Naturrum Cimbrerhøjen bliver et nyt samlingssted i Aars, der skal danne rammerne for fællesskab, aktiviteter og naturoplevelser på tværs af generationer og interesser.

Projektet har til formål at opføre et funktionelt og harmonisk byggeri i naturmaterialer, der både kan fungere som samlingshus for lokale foreninger og som et naturligt pause- og mødested for vandrere på Hærvejen.

Dette har Spar Nord Aars jubilæumsfond valgt at støtte op om med en donation på 450.000 kroner. Donationen blev overrakt af Henrik Hassing, bestyrelsesmedlem i fonden og medlem af bankrådet i Spar Nord Aars, samt direktør Charlotte Røhl, der også repræsenterede fonden.

- Vi er stolte over at kunne bidrage til realiseringen af Naturrum Cimbrerhøjen, som bliver et vigtigt samlingspunkt for Aars og omegn. Projektet understøtter fællesskab, friluftsliv og byens udvikling – værdier, som vi gerne vil være med til at styrke. Det er en glædelig afslutning på fondens arbejde at kunne støtte et initiativ, der vil gavne så mange borgere i mange år fremover, fortæller Charlotte Røhl, direktør for Spar Nord Aars.

Med støtten fra Spar Nord Aars jubilæumsfond kommer projektet et vigtigt skridt nærmere realisering, og forventningen er, at byggeriet kan påbegyndes i 2025.

Publiceret d.
5. februar 2025