Nykredit offentliggør købstilbud på Spar Nord. Er du kunde eller aktionær i banken, kan du læse mere om udmeldingen her →
- Nyheder
- Ny kampagne: Danskerne ved ikke nok om deres kort
Ny kampagne: Danskerne ved ikke nok om deres kort

Vi har flere betalingsmuligheder og handler mere online end nogensinde før. Men danskerne ved samtidig stadig alt for lidt om deres betalingsløsninger og for mange forbrugere kender ikke de forsikringer, priser og rettigheder, der knytter sig til forskellige betalingskort. Det skal en ny kampagne, skabt af en række førende danske banker og Mastercard, rette op på.
Mange danskere har mere end ét betalingskort– i alt var der i 2020 9,5 mio. kort udstedt i Danmark - men alt for få ved ikke, at det kort de bruger i for eksempel supermarkedet, ikke nødvendigvis giver samme sikkerhed og beskyttelse, når man handler på nettet eller køber rejser og koncertbilletter.
Det viser en ny undersøgelse udført af YouGov for en kampagne skabt af en række danske banker – Arbejdernes Landsbank, Nykredit, Handelsbanken, Spar Nord og Sydbank - og Mastercard.
- Vi er meget glade for, at det er lykkedes at samle en række af Danmarks mest velansete og forbrugernære banker til en virkelig spændende kampagne med et godt formål. Mastercard har en lang historik med oplysningskampagner, og vi ser meget klart her, at en målrettet indsats vil kunne hjælpe bredt, siger Lise Bruun Frandsen, landechef for Mastercard i Danmark.
Afdelingsdirektør for Kort & Betalinger i Spar Nord har følgende forhåbninger til kampagnen:
- Vi håber, at vi med denne fælles kampagne kan hjælpe danskerne til bedre oplevelser med deres kort. Vi oplever, at alt for mange kunder ikke kender fordelene og rettighederne ved de forskellige kort de har. Det er en opgave, vi sammen gerne vil løfte – også fordi gladere kunder gør livet lettere ude i vores afdelinger. Samtidig vil kampagnen være en ”løftestang” i forbindelse med Spar Nords kortstrategi, da kampagnen vil klæde vores kunder bedre på til at vælge det ”rigtige kort” i fremtiden, fortæller Jesper Dammand.
Undersøgelsen af danskernes kortvaner viser blandt andet, at næsten halvdelen af danske forbrugere i mindre grad eller slet ikke tænker over hvilket betalingskort, der stiller dem bedst som forbruger, når de handler i en butik eller online.
Og knap to ud af tre danskere tror for eksempel stadig – fejlagtigt - at det koster ekstra, når de bruger bestemte betalingskort i udlandet eller i Danmark.
Dette selvom reglerne siden 2018 faktisk sikrer, at danske forbrugere ikke må pålægges ekstra gebyrer for selve betalingen i en butik eller webshop, når blot de bruger et dansk udstedt betalingskort både i Danmark og i resten af EU – altså ingen surcharging.
Den manglende viden betyder bland andet, at mange forbrugere forgæves henvender sig i banken, fordi det kort der brugt til køb af f.eks. flybilletter, koncerter eller store køb online ikke giver banken mulighed for at hjælpe efterfølgende.
Kampagnen ”Gode Kort På Hånden” bliver udrullet på tværs af de fem bankers egne medier og platforme,og på hjemmesiden godekortpåhånden.dk.
Desuden har bankerne samt Mastercard samlet informationsmaterialer om betalingsløsninger på websitet godekortpåhånden.dk, så forbrugerne kan øge deres viden på området.
Kampagnen er skudt i gang og løber foreløbigt indtil efteråret.
Danskerne ved for lidt om betalingsløsninger – det dokumenterer en ny undersøgelse:
- 47 pct. af undersøgelsens deltagere, der har handlet online, har haft en uheldig købsoplevelse i det seneste år. For en tredjedel er situationen ikke efterfølgende løst tilfredsstillende – hvilket ofte skyldes, at et kort uden den ønskede beskyttelse er brugt.
- 65 pct. tror fejlagtigt, at der er prisforskel på betalingen med forskellige privatkort i EU.
- 81 pct. af danske forbrugere tænker ikke over hvilket kort de bruger, når de køber en koncert- eller teaterbillet, selv om der er stor forskel på hvordan de forskellige kort stiller forbrugeren ved f.eks. aflysning.
- Kun halvdelen af danske forbrugere ved, at det kan betale sig at tænke over hvilket kort de bruger, når de køber en rejse.
Undersøgelsen er udført af Yougov i februar 2021 blandt 1076 respondenter på foranledning af Geelmuyden Kiese.