Ny kunderådgiver i Spar Nord Næstved
Solveig Trøster (54) er pr. 1. marts tiltrådt som ny kunderådgiver i Spar Nord Næstved. Med sig har hun knap 35 års erfaring inden for den finansielle verden, senest hos Nykredit.

Spar Nord Næstved har ansat Solveig Trøster som ny kunderådgiver, hvor hun med sine mange års erfaring fra den finansielle verden i samarbejde med sine 17 kolleger i afdelingen skal sikre bankens privatkunder alsidig og kompetent rådgivning.
Solveig Trøster kommer fra en stilling som bankrådgiver hos Nykredit, hvor hun har været de seneste 13 år. Forinden da arbejdede hun 22 år som privatrådgiver ved Nordea. Hun kan derfor bidrage med en bred indsigt og viden inden for blandt andet boligrådgivning, realkreditlån og investeringer, ligesom hun har et stærkt netværk inden for branchen.
Med sig har hun en bankuddannelse, som hun har suppleret med flere interne kurser. Desuden har hun et stort lokalkendskab. I Solveigs nye stilling ser hun særligt frem til at gøre planer til virkelighed for bankens kunder. Solveig Trøster fortæller:
- Jeg glæder mig til at blive en del af et stærkt team, der tager sig tid til at fokusere på kunden, at skabe nærvær og sikre et godt kollegaskab.
Privat bor Solveig Trøster i Næstved med sin mand og har tre børn på henholdsvis 19, 20 og 27 år. Fritiden bruges blandt andet på gåture, bøger og yoga.
Solveig Trøster er tiltrådt som privatkunderådgiver for Spar Nord Næstved pr. 1. marts.