Rasmus fra Holbæk er vinder af konfirmandkonkurrence
Blandt de tusindvis af konfirmander og nonfirmander, der deltog i Spar Nords konfirmandkonkurrence, blev en af de tre heldige vindere Rasmus Mørkeberg fra Holbæk. Med titlen følger et gavekort på 5.000 kroner til et klassearrangement.

Privatkundechef Dorte Stage fra Spar Nord Holbæk kunne med stor glæde overrække Rasmus Mørkeberg nyheden om, at han har vundet et gavekort på 5.000 kr. til et klassearrangement.
- Det var jo helt specielt, at det var en af vores kunder, der vandt. Desuden har der været fin aktivitet på konfirmandkontiene, fortæller Dorte Stage.
For Rasmus var det også en glædelig overraskelse, at han var en af de heldige vindere af et gavekort på 5.000 kr. til et klassearrangement - særligt fordi han ikke vidste, at han havde deltaget i konkurrencen.
- Det var en kæmpe overraskelse at vinde 5.000 kr. Min mor fik et opkald fra banken om, at jeg havde vundet. Hun aftalte med Dorte, at vi skulle komme ud i banken uden, at jeg vidste det. Sidste skoledag kom jeg ind i banken, og flere kom hen og sagde tillykke. Jeg blevet meget overrasket og glad, fortæller Rasmus Mørkeberg.
Rasmus fik sammen med sin mor overrakt gavebeviset, lidt slik og en sportstaske i Spar Nord Holbæk. Rasmus skifter skole efter sommerferien, hvorfor han vil gemme gaven til det nye skoleår og de nye klassekammerater. Han fortæller, at han endnu ikke har besluttet, hvad arrangementet skal omhandle, men at pengene skal bruges på at lære hans nye klassekammerater at kende.