Nykredit offentliggør købstilbud på Spar Nord. Er du kunde eller aktionær i banken, kan du læse mere om udmeldingen her →
- Nyheder
- Regnskab: 2020 tegner fornuftigt for Spar Nord
Regnskab: 2020 tegner fornuftigt for Spar Nord

På baggrund af Spar Nords regnskab for perioden 1.-3. kvartal tegner 2020 nu samlet set til at blive et fornuftig år for banken. Resultatet for årets første tre kvartaler lander på 507 millioner kroner efter skat og er blandt andet trukket op af en vækst i formidlingen af realkreditlån og investeringsprodukter.
Spar Nord runder årets tredje kvartal med et resultat på 507 millioner kroner efter skat, og dermed leverer banken ifølge administrerende direktør Lasse Nyby et tilfredsstillende resultat for årets første tre kvartaler. Det betyder også, at 2020 samlet set nu ser ud til at blive et fornuftigt år for banken - vel at mærke set i lyset af coronakrisen og virkningerne heraf.
Efter et turbulent første halvår nærmer Spar Nord sig ifølge Lasse Nyby en mere normal gænge i tredje kvartal. Han hæfter sig ved en stigende aktivitet hos privatkunderne, som betyder, at det er lykkedes at fastholde nettorente- og gebyrindtægter på et uændret niveau sammenlignet med samme periode i 2019. Derudover ligger kursreguleringerne kun marginalt lavere som følge af den positive udvikling på de finansielle markeder. Endelig har det i tredje kvartal været begrænset med kredittab.
- Når vi kigger tilbage på udfordringerne i begyndelsen af året, så mener jeg, vi kan være tilfredse med resultatet for de første tre kvartaler som helhed og dermed også udsigten til et 2020, der trods alt ser ud til at lande fornuftigt, siger Lasse Nyby og tilføjer:
- Vi er lykkedes med at holde fokus på kunderne. På erhvervssiden betyder det, at vi fx er i tæt dialog med vores kunder om at finde løsninger på de udfordringer, som coronakrisen har affødt. Og på privatsiden er vi proaktivt til stede med rådgivning om blandt andet køb af bolig og investeringsmuligheder.
Spar Nords realkreditformidling er i årets første tre kvartaler vokset med 5,1 milliarder kroner, mens indlånet er vokset med 2,2 milliarder kroner. Bankudlånet er imidlertid faldet med 1,4 milliarder kroner, hvilket primært skyldes effekten af corona-hjælpepakkerne, som betyder mindre træk på erhvervskundernes kreditfaciliteter.
Fastholder forventninger
Spar Nord opjusterede 9. september de finansielle forventninger for hele året, og disse forventninger fastholdes. Dermed forventer Spar Nord fortsat et resultat for hele 2020 i niveauet 500-700 millioner kroner efter skat.
- Der hersker stadig stor usikkerhed om de langsigtede økonomiske konsekvenser af coronakrisen. Men vi fortsætter med at holde mest muligt fokus på kunderne, og tredje kvartal har vist, at vi godt kan lave mange forretninger med vores kunder og skabe vækst i forretningen til trods for de vanskelige arbejdsvilkår, lyder det afsluttende fra Lasse Nyby.