Så meget mindre fylder bilen i familiebudgettet end for 10 år

Biler Sn.Dk

Faldende bilpriser og stigende indkomster betyder ifølge en ny undersøgelse fra Spar Nord og Bilbasen, at køb af en ny bil i dag fylder markant mindre i familiebudgettet sammenlignet med ved udgangen af 00’erne.

Gennem det seneste årti er det blevet betydeligt lettere for danskerne økonomisk set at købe ny bil. En ny analyse fra Spar Nord og Bilbasen, der er baseret på de nyeste indkomsttal fra Danmark Statistik samt prisudviklingen på bilmarkedet, viser nemlig, at investeringen i en helt ny personbil i dag i gennemsnit udgør knap 60 procent af en families årlige indkomst efter skat. I 2009 udgjorde bilprisen i gennemsnit hele 103 procent af en families disponible indkomst.  

- Det er en markant udvikling, der primært er drevet af en kombination af faldende bilpriser og stigende indkomster. Økonomisk vækst, øget beskæftigelse og reallønsfremgang har betydet, at den gennemsnitlige danske familie årligt har knap 100.000 kroner ekstra til rådighed efter skat sammenlignet med for 10 år siden. Det svarer til en forskel på mere end 33 procent. Og når bilerne så samtidig er blevet billigere med årene, betyder det, at det økonomiske incitament til at købe en ny bil eller bil nummer to er steget kraftigt, forklarer cheføkonom i Spar Nord, Jens Nyholm.

Ifølge analysen betalte private forbrugere i gennemsnit 302.000 kroner for en spritny personbil i 2009. Et tal, der nu er faldet med knap 25 procent til 231.000 kroner, og det er der flere grunde til ifølge markedsanalytiker hos Bilbasen Jan Lang:

- Starten af 10’erne var præget af et ekstremt konkurrencepræget marked og en eskalerende priskrig på minibiler, der sendte prisen på flere modeller helt ned under 100.000 kroner. Siden har afgiftsomlægningerne i henholdsvis 2015, 2016 og 2017 gjort det endnu billigere at være bilejer, og det betyder faktisk, at vi i dag køber væsentlig flere store biler, selvom vi i gennemsnit betaler mindre for en ny bil end for 10 år siden, siger Jan Lang.

Også køb af brugte biler fylder i dag mindre i familiebudgettet. Her er gennemsnitsprisen gået fra 211.000 til 141.000 kroner. Det svarer til, at køb af en brugt bil i gennemsnit koster 36 procent af familiens årsindkomst efter skat i dag mod 72 procent i 2009.

- Gennem de seneste ti år er bilerne blevet billigere i Danmark, og samlet betyder det, at danskerne i forhold til såvel indkøb af bilen som den daglige drift har sparet virkelig mange penge. En af årsagerne hertil er, at bilernes brændstoføkonomi er blevet væsentligt forbedret, og en lang række af de øvrige omkostninger til bilholdet, herunder forsikring og finansiering, også er faldet i pris, forklarer Jan Lang.

I disse kommuner svarer årsindkomsten til tre biler

Mens priserne på bilmarkedet ikke varierer, alt efter hvor i landet du er bosiddende, forholder det sig anderledes med indkomsterne. Der er nemlig store forskelle på den gennemsnitlige indkomst i landets 98 kommuner. Det betyder, at købet af en ny bil fylder betydeligt mindre i budgettet for en familie i fx Gentofte Kommune og Rudersdal Kommune, hvor årsindkomsten efter skat svarer til lidt mere end tre gennemsnitsbiler, end for en familie i fx Lolland Kommune, hvor udgiften til en ny bil svarer til 76 procent af årsindkomsten efter skat.

- I gennemsnit har en familie i Gentofte Kommune en disponibel indkomst, der er 450.000 kroner højere end i Lolland Kommune, og derfor fylder en gennemsnitlig ny bil selvsagt mindre i det samlede familiebudget i Gentofte. Dog skal man huske, at selvom indkomsten er markant højere i f.eks. Gentofte Kommune sammenlignet med gennemsnittet, så er forskellen i rådighedsbeløbet kommunerne imellem langt fra lige så stor, da indkomsten også skal dække boligudgifterne, der er markant højere i Gentofte end på Lolland. Samtidig er behovet for bil ikke helt lige så stort i Gentofte og de øvrige hovedstadskommuner som flere steder i resten af landet, siger Jens Nyholm.

 

Top-5 – her fylder gennemsnitsbilen mindst i budgettet

 

Kommune

Prisen på ny bils andel af en families årlige disponible indkomst

Gentofte

30,41 %

Rudersdal

30,96 %

Hørsholm

35,18 %

Allerød

39,96 %

Dragør

41,40 %

 

 

Top-5 – her fylder gennemsnitsbilen mest i budgettet

 

Kommune

Prisen på ny bils andel af en families årlige disponible indkomst

Lolland

75,91 % 

Ærø

74,67 %

Langeland

74,63 %

Læsø

73,08 %

Guldborgsund

70,46 %

Om analysen:

Analysen sammenholder udviklingen i danskernes disponible indkomst (Kilde: Danmarks Statistik) med prisudviklingen i det private bilforbrug (Kilde: Bilbasen). Sammenligningsårene er 2009 og 2019, da de aktuelle indkomsttal fra Danmarks Statistik netop går til og med 2019, inden tallene til efteråret opdateres for året 2020.

Publiceret d.
14. april 2021