Sig appelsin: Fotodag hos Spar Nord gav de mere end 100 fremmødte børn julelys i øjnene
Traditionen tro afholdt Spar Nords Aalborg Syd-afdeling i samarbejde med Photocare Ågade torsdag den 4. november deres årlige julefotodag. I år var mere end 100 børn mødt op sammen med deres forældre og bedsteforældre for at få taget billeder til deres julekort.

Mere end 100 børn lagde sammen med deres forældre og bedsteforældre torsdag den 4. november vejen forbi Spar Nord Aalborg Syds lokaler på Hobrovej 440 i Skalborg. Her inviterede Spar Nord sammen med Photocare Ågade nemlig alle interesserede indenfor til julefotodag, hvor en veloplagt fotograf fra Photocare tog billeder af de mange glade børn, alt imens Frønse og personalet sørgede for varme popcorn, juice og andre julegodter til de unge gæster.
- Julefotodagen er en dag i børnehøjde med julehygge, godter og spændende konkurrencer for hele familien. Og mens børnene hygger sig og får taget billeder, får de voksne en god kop kaffe og en hyggelig snak med personalet, fortæller kundemedarbejder i Spar Nord Syd, Janni Frost, som konkluderer, at julekortstraditionen lever i bedste velgående:
- Selvom vi lever i en digitaliseret verden, så viser det store fremmøde, at der stadig er mange, som holder fast i de gamle juletraditioner og sender julekort til venner og familie med posten. Det er i mine øjne også en hyggelig tradition, som vi gerne bakker op om, og julefotodagen er derfor gået hen og blevet en fast tradition her i afdelingen, slutter hun.
Photocare har arbejdet på højtryk med at producere de mange julekort, som netop nu er landet hos Spar Nord Aalborg Syd og derfor er klar til afhentning.