- Nyheder
- Silverstar Linedancers modtager 20.000 kr. fra Spar Nord Fonden
Silverstar Linedancers modtager 20.000 kr. fra Spar Nord Fonden
Silverstar Linedancers modtager 20.000 kr. fra Spar Nord Fonden
Spar Nord Frederikssund har på vegne af Spar Nord Fonden overrakt en donation på 20.000 kr. til den lokale linedanceforening Silverstar Linedancers. Donationen har allerede resulteret i forbedringer af foreningens lokaler i form af nye højtalere og folie med Silverstar Linedancers logo på vinduerne.
Silverstar Linedancers er en lokal forening bygget på et positivt, festligt og livsbekræftende grundlag. I foreningens lokaler mødes dansere i alle aldre for at danse linedance til iørefaldende countrymusik, ligesom klubben også ofte optræder til arrangementer ud af huset.
Det var med stor glæde at Spar Nord Frederikssund kunne overrække en donation på 20.000 kr. til et af byens stærke fællesskaber. Pengene er blevet brugt til at udskifte to defekte højtalere i klubbens lokaler samt folie med logo til vinduerne, som skal styrke synligheden af foreningen samt skærme af for trafik fra vejen.
- I Spar Nord Frederikssund er vi enormt stolte over, på vegne af Spar Nord Foden, at kunne yde en økonomisk håndsrækning til Silverstar Linedancers. Foreningen har et helt særligt og utrolig stærkt fællesskab, der gør et kæmpe stykke arbejde for at afholde arrangementer både internt og eksternt til glæde for både medlemmerne af foreningen og lokalsamfundet. Det er umuligt ikke at blive i godt humør, når man ser foreningen optræde i byen, fortæller Afdelingsdirektør for Privat, i Spar Nord Frederikssund, Julie Søndergaard Møller.
Hos formand og instruktør i Silverstar Linedancers, Lotte Tøttrup, er der også stor begejstring for overrækkelsen af donationen.
- Vi er glade og taknemmelige for at vi gennem Spar Nord Fonden kan give tilbage til vores medlemmer. Både folien til vinduerne, der skal hjælpe med at mindste gener fra biler udenfor, og højtaleranlægget har været efterspurgt af vores medlemmer, fortæller hun og fortsætter:
- Vi har hele vejen igennem haft et fantastisk samarbejde med Spar Nord Frederikssund, og det betød meget for os, at det var repræsentanter fra banken, der kom ud og overrakte donationen.
Lotte Tøttrup har været formand for foreningen i 5 år, og har undervist i linedance siden 2009.