Skål på lysere tider
Samfundet genåbner trin for trin, og nu var det endelig detailhandlens tur til at slå dørene op. Netop det fortjener en skål, mener Spar Nord Skagen, der har været forbi midtbyens butikker med gode dråber til en hyggestund efter fyraften.

Der skal sættes skub i den lokale handel igen. Og dem der bedst kan understøtte den udvikling er jo os lokale.
Det er baggrunden for, at Spar Nord Skagen tirsdag 6. april markerede, at dørene igen er slået op til det meste af detailhandlen med en velfortjent skål til handelslivet i byen. Spar Nord Skagen sørgede for fire lækre øl fra Skagen Bryghus, som medarbejderne i midtbyens butikker kunne nyde efter fyraften eller i ventetiden med hinanden eller nabobutikken.
- Den seneste nedlukning af handelslivet har været hård og kan få store konsekvenser for vores butikker i byen. Det er derfor utrolig vigtigt, at vi får sat skub i hjulene i den lokale handel igen, så vi får vores butikker på fode oven på coronakrisen, fortæller afdelingsdirektør i Spar Nord Skagen Henrik Christensen og uddyber:
- Vi synes derfor, at dette var en god markering her efter en lang nedlukning.
Spar Nord markerede også genåbningen af detailhandlen i både Frederikshavn og Sæby. Mandag 12. april var Spar Nords medarbejdere derfor også forbi butikkerne i disse byer med gode dråber til en hyggestund efter fyraften.