- Nyheder
- Solide kunder og fortsat højt renteniveau sikrer meget tilfredsstillende første halvår
Solide kunder og fortsat højt renteniveau sikrer meget tilfredsstillende første halvår
Solide kunder og fortsat højt renteniveau sikrer meget tilfredsstillende første halvår
Med baggrund i en uændret stærk kreditkvalitet blandt bankens kunder samt fortsat høje renteindtægter kommer Spar Nord ud af 1. halvår 2024 med et resultat efter skat på 1.215 mio. kroner svarende til en egenkapitalforrentning på 18,8 procent.
Spar Nord har torsdag offentliggjort regnskab for 1. halvår 2024, og det viser et samlet resultat efter skat på 1.215 mio. kroner og en fremgang på 37 mio. kroner i forhold til 2023. Ifølge administrerende direktør, Lasse Nyby, er der grund til at være tilfreds:
- Resultatet kan primært tilskrives højere nettorenteindtægter, herunder et mere begrænset fald i markedsrenten, end hvad vi havde forventet ved årets indgang.
Lasse Nyby
Administrerende direktør i Spar Nord
- Samtidig oplever vi en fortsat økonomisk robusthed blandt vores privat- og erhvervskunder, som medfører, at vi kan tilbageføre nedskrivninger på udlån til bankens kunder for 37 mio. kroner.
Tendensen fra tidligere kvartaler fortsætter altså ind i årets andet kvartal og er den primære årsag til, at banken i juni kunne opjustere sine finansielle forventninger til det samlede nettoresultat for 2024.
Samlet set formår Spar Nord i 1. halvår at realisere basisindtægter for 2.924 mio. kroner, hvilket er seks procent højere end samme periode sidste år. Udviklingen skyldes mest af alt forrentningen af bankens store overskudslikviditet, der driver de højere nettorenteindtægter.
- Sammenlignet med 1. halvår 2023 medfører udviklingen et fald i nettorenteindtægterne fra ind- og udlån på 58 mio. kroner, hvilket blandt andet skyldes, at flere kunder har valgt at flytte deres indlån til vores opsparings- og fastrente produkter, forklarer Lasse Nyby.
I samme periode oplevede banken en mindre stigning i nettogebyrindtægterne på 4 mio. kroner, hvilket dækker over en stigning i indtægter fra værdipapirhandel og kapitalforvaltning på 16 mio. kroner, mens en lavere aktivitet inden for bolighandel og realkreditformidling resulterede i et fald på 11 mio. kroner.
Spar Nords samlede forretningsomfang voksede med 5 procent i forhold til 1. halvår 2023 til i alt 371,4 mia. kroner. Væksten skyldes især vækst i indlån og kapital under forvaltning samt depotværdier.
- Vi har grund til at være meget tilfredse med det resultat, som vi i dag har offentliggjort, og ikke mindst med vores kunders økonomiske robusthed, forklarer Lasse Nyby.
På baggrund af opjusteringen, som banken udsendte i juni, forventer Spar Nord at realisere et samlet resultat for 2024 i niveauet 1.950-2.250 mio. kroner efter skat og fastholder dermed forventningen om at komme ud af året med det næstbedste resultat i bankens historie.