- Nyheder
- Sommerbold på Heden 2023: En inspirerende dag for parasporten
Sommerbold på Heden 2023: En inspirerende dag for parasporten
Sommerbold på Heden 2023: En inspirerende dag for parasporten
Danmarks største fodboldstævne indenfor parasport, Sommerbold på Heden, blev lørdag d. 26. august afholdt for ottende gang på Hammerum IF Specialfodbolds baner med støtte fra Spar Nord Fonden. Stævnet blev en kæmpe succes med svensk og norsk deltagelse.
Det veletablerede fodboldstævne for unikke børn, unge og voksne, Sommerbold på Heden, blev for ottende gang en begivenhedsrig dag fyldt med godt humør og spændende aktiviteter. Her stod Spar Nord Herning og Spar Nord Fonden igen i år klar med støtte til arrangementet, der er helt gratis at deltage i.
Et succesfuldt stævne med hele 473 deltagende spillere fordelt på 50 hold fra 28 klubber, heriblandt hold fra Lund, Malmø og Växjö i Sverige samt Sandnes i Norge. I løbet af dagen blev der spillet 120 kampe på 12 baner, hvor de mange hold dystede om medaljer og pokaler. Mellem kampene kunne spillerne ligeledes underholde sig med stigegolf, frisbeegolf, bordfodbold og panna fodbold samt bordtennis, shuffleboard og beerpong – uden øl selvfølgelig.
- Dette års Sommerbold på Heden var en kæmpe succes med mange deltagende gæster, blandt andet fra Sverige og Norge. Dagen bød på godt humør og sjove aktiviteter for alle spillerne, og sideløbende var der også plads til lidt konkurrence, hvor der var nogle flotte præmier på spil. Vi er enormt glade for, på vegne af Spar Nord Fonden, at vi igen i år kan tilbyde støtte til et så betydningsfuldt tiltag som dette, fortæller Morten Grønne-Reinholdt, afdelingsdirektør for Spar Nord Hernings privatafdeling.
Næste års Sommerbold på Heden bliver afholdt d. 31. august 2024, men inden da har arrangørerne annonceret, at der i år også vil være et julestævne, Julebold på Heden, lørdag d. 2. december.
Arrangørerne af fodboldstævnet har ligeledes publiceret en flot video fra årets arrangement, som man kan se ved at klikke her.