Spar Nord Aars forlænger mangeårigt sponsorat med Aars Håndboldklub
Når håndboldsæsonen skydes i gang 3. oktober, står Spar Nord igen i år bag Aars Håndboldklub. Spar Nord Aars har nemlig valgt at forlænge det mangeårige samarbejde med endnu et år.

Spar Nord Aars er mangeårig sponsor i Aars Håndboldklub. Faktisk så mange år, at ingen næsten kan huske, hvornår det startede. Sponsoraftalen er nu blevet forlænget i yderligere et år, og det er der ifølge privatkundechef i Spar Nord Aars Dorthe Rask Jacobsen en helt særlig grund til.
- Aars Håndboldklub er en særdeles velfungerende og velrenommeret stor, lokal klub med rigtig mange udvalg og frivillige hænder. Det vil vi naturligvis gerne fortsætte med at bakke op om, fortæller Dorthe Rask Jacobsen og fortsætter:
- Samtidig har flere af os medarbejdere også en fortid i klubben som både spillere og trænere. Jeg har blandt andet været tidligere bestyrelsesmedlem, udvalgsmedlem, træner og 1. holdspiller med 450 kampe, ligesom vores nyere skud på stammen i banken Anja Sæderup Pedersen er håndboldtræner i klubben og tidligere spiller. Vi har altså en lang historik, hvor vi altid har været til stede i klubben både økonomisk og fysisk. Vi er derfor ikke i tvivl om, at vi fortsat vil bakke om den veldrevne og seriøse klub.
Med forlængelse af sponsoratet fortsætter Spar Nord-banneret med at hænge bag nettet i den ene ende af hallen. Aars Håndboldklub har hjemme i Idrætscenter Østermarken beliggende i Aars, Vesthimmerlands Kommune. Klubben er stiftet den 1. april 1974 ved sammenslutning af Aars Fremad og Aars KFUM. Desuden er klubben medlem af DHF, JHF, DGI Nordjylland og KFUM’s Idrætsforbund.