Nykredit offentliggør købstilbud på Spar Nord. Er du kunde eller aktionær i banken, kan du læse mere om udmeldingen her →

23. maj 2019
Køge Bugt

Spar Nord er hovedsponsor til åbningen af Køge Nord Station

Fra juni 2019 kan pendlere til og fra Køge Kommune komme hurtigere mellem hjem og arbejde, når Køge Nord Station åbner. Det fejres med en stor åbningsfest fredag den 31. maj med Spar Nord som hovedsponsor.

Content_Nyhedsrummet_1200x478.png

Fredag den 31. maj bliver en festdag, når åbningen af den nye station, Køge Nord Station, løber af stablen, og alle borgere i Køge Kommune er inviteret til at komme og være med til fejringen. Man har blandt andet mulighed for at deltage i fællesskabsløbet, Etape Nordstjernen, som er sponsoreret af Spar Nord og Super Brugsen i Ølsemagle.

- Åbningen er en kæmpe begivenhed for byen – og som ved alle andre større begivenheder, så er byens mest personlige bank naturligvis med. Vi elsker mennesker, og hvor der er mange mennesker, er Spar Nord med, fortæller Direktør Jesper Køster fra Spar Nord Køge og fortsætter:

- Infrastruktur har en enorm økonomisk betydning, når vi vælger arbejdsplads, og når vi bosætter os. Og når det hele så også har et imponerende look, som den nye station er et fremragende eksempel på, så kan man da kun være stolt. Stationen vil ændre vores by for altid – og en dag som denne er en, man også vil huske om 10 år.

Vær derfor med til at skrive historie og deltag i løbet fredag den 31. maj kl. 14.00–16.00 – alle kan være med. En løberute, en vandrerute og en rute til alt på hjul gør det muligt at vælge netop den rute, der passer til den enkelte. Spar Nord deltager naturligvis selv – og er på plads ved målstregen med forfriskninger og konkurrencer. Tilmeldingen er åben, så tag løbehjul, vandrestav eller løbesko med til åbningsfesten og få en dag, du sent vil glemme.

Startnummeret sikres på https://koege.dk/nordstjernen – alle ruterne kræver tilmelding og koster 25 kroner. i tilmeldingsgebyr. Som deltager får du en unik medalje, en goodiebag og mulighed for at løbe med en af dagens præmier.