19. juli 2021
Esbjerg

Spar Nord Esbjerg er med ombord

For tredje gang i træk er Spar Nord Esbjerg sammen med Spar Nord Fonden med ombord, når The Tall Ships Race kaster anker i Esbjerg om et lille år.

3625 · Nyhedsrum 1470X830px · Lokal · Tall Ships Races

Smukke skibe, fyldte havnebassiner, internationale besætninger og masser af glade besøgende. Den oplevelse har mange ventet på efter to år med et ufrivilligt afbræk. Det bliver der heldigvis gjort bod på nu med støtte fra Spar Nord Esbjerg og Spar Nord Fonden som hovedsponsor.

Esbjerg er første by i kapsejladsen, der kan byde velkommen til de imponerende sejlskibe, som lægger til kaj torsdag den 7. juli 2022 og stævner ud fra havnen søndag den 10. juli 2022. Der er derfor lagt op til et brag af en folkefest, hvor både børnefamilier, nuværende/tidligere sømænd og eventyrlystne unge såvel som gamle kan få en enestående oplevelse med flotte sejlskibe og et underholdningsprogram udover det sædvanlige.

At Spar Nord og Spar Nord Fonden endnu engang er ombord som en af hovedsponserne for den populære begivenhed er til stor glæde for Spar Nord Esbjerg:

- Vi er stolte over at være med til at støtte sådan en folkefest, der skaber fællesskab, lokalt engagement og minder for livet hos både deltagere og besøgende. Derudover spiller det selvfølgelig en rolle, at et arrangement af denne størrelse er med til at skabe øget aktivitet i lokalområdet, og det er naturligvis også godt nyt for vores erhvervsliv i og omkring Esbjerg, fortæller direktør i Spar Nord Esbjerg Gertie Baungaard Gorzelak.

Foruden Esbjerg er Harlingen i Holland, Antwerpen i Belgien og Aalborg valgt som værtshavne, hvoraf sidstnævnte er sluthavn.