Spar Nord Esbjerg henter ny afdelingsdirektør
Bjarne Eg (49) tiltræder som ny afdelingsdirektør privat i Spar Nord Esbjerg, hvor han fremover skal understøtte den positive udvikling i afdelingen og sikre de rette rammer for rådgivningen af bankens privatkunder.

Spar Nord Esbjerg henter Bjarne Eg til stillingen som ny afdelingsdirektør for privatafdelingen. Her skal han understøtte den positive fremdrift i afdelingen samt sikre rådgivning og kundeoplevelser i særklasse.
Med sig har Bjarne knap 30 års erfaring fra den finansielle sektor og har siden 2011 bestridt en række lederjobs i henholdsvis Nordea Oksbøl, Nordea Ribe, Nordeas internationale afdeling i Fredericia og senest som afdelingsleder i Sydbank Varde. Han kommer derfor med en solid erhvervserfaring og et indgående kendskab til branchen.
- Jeg har altid haft en forkærlighed for Spar Nord. Jeg har fulgt Spar Nord Esbjerg på sidelinjen siden etableringen i 2007, hvor afdelingen på rekordtid har markeret sig som et af de førende pengeinstitutter i Esbjerg. Da stillingen som afdelingsdirektør blev slået op, var jeg derfor ikke et øjeblik i tvivl om, at den ville jeg gå efter, forklarer Bjarne Eg. Han fortæller samtidig, at han har en klar ambition for afdelingen:
- Det er ingen hemmelighed, at jeg som ivrig sportsudøver har et veludviklet konkurrencegen. Min ambition for afdelingen er, at vi er i konstant udvikling, og at vi tør bevæge os ud af komfortzonen og ind i udviklingszonen. Jeg vil derfor først og fremmest bruge tid på at være nysgerrig på kolleger, kunder, kulturen, byen og ikke mindst potentialet. Hvis vi skal flytte nogen eller noget, skal vi jo vide, hvor nogen eller noget er.
Bjarne er født og opvokset i Gørding, men er nu bosat i Varde med sin hustru Trine og deres søn Axel på 5 år. Bjarne har derudover to døtre på henholdsvis 13 og 15 år. I fritiden er Bjarne en ivrig sportsmand, hvor han både cykler MTB, spiller golf og er som mange andre blevet grebet af padel tennis. Han har tidligere spillet fodbold på Vardes 1. hold i 2. division og har stadig et stort hjerte for klubben, hvor han gerne giver en hånd med, når der skal arrangeres cykelsponsorløb.
Bjarne er tiltrådt stillingen som afdelingsdirektør i Spar Nord Esbjerg pr. 1. juli.