Spar Nord er nu en del af Nykredit-koncernen. Er du kunde i banken, kan du læse mere om, hvad det betyder for dig →
Spar Nord Fonden donerer 50.000 kroner til et fodboldeventyr for Kjøbenhavn Boldklubs Mix-hold
KB Mix-hold kan se frem til et rent fodboldeventyr i udlandet, når der igen er normale tilstande. Det sker efter, at Spar Nord Frederiksberg, på vegne af Spar Nord Fonden, har doneret 50.000 kroner til rejsen.

Der var liv og glade dage på fodboldbanen i Kjøbenhavn Boldklub, da afdelingsdirektør for Spar Nord Frederiksberg Brian Skov Henriksen og bankrådsmedlem i Spar Nord Hans Jørgen Laustsen kom forbi for at overrække en donation på 50.000 kroner til KB Mix-holdet på vegne af Spar Nord Fonden. En donation der skal gå til en fodboldrejse til udlandet for hele holdet, når verden igen åbner op for den mulighed.
KB Mix er et tilbud for børn og unge med et fysisk handicap, der gør, at de ikke kan spille på et almindeligt fodboldhold. KB Mix består af tre træningsgrupper i aldersgrupperne 3-6, 7-9 og 10+ år, som træner en gang om ugen under ledelse af frivillige og forældretrænere. At der er så mange frivillige kræfter, der leder disse træningsgrupper, glæder Brian Skov Henriksen:
- Jeg er selv vokset op med fodbold. Jeg ved, hvad det betyder at være en del af et sådant fællesskab. Det er helt unikt. Og derfor varmer det mit fodboldhjerte at møde så mange børn og deres forældre - og ikke mindst deres trænere, som har skabt tilbuddet for de mange børn. At donationen kan være med til, at de kan drømme om en udlandsrejse og få et fodboldeventyr, når Corona ellers tillader det, synes jeg er vildt inspirerende, fortæller afdelingsdirektør i Spar Nord Frederiksberg Brian Skov Henriksen.
Overrækkelse af donationen fandt sted tirsdag 27. april. Hvis coronasituationen tillader det, er målet, at holdet rejser til udlandet i løbet af efteråret 2021. Hvilken destination er endnu ikke besluttet.
Sammen med Spar Nord Fonden står Spar Nord Frederiksberg bag donationer, der skal medvirke til at sætte fokus på vigtigheden i det lokale foreningsliv og ikke mindst ildsjælene, som oftest driver de mange initiativer. Kender du en lokal sportsklub, forening eller organisation, som fortjener en ekstra hjælp til at holde liv i fællesskabet i og omkring Frederiksberg, så kan de søge hjælp ved at sende en indstilling med begrundelse på www.sparnordfonden.dk.