Spar Nord Fonden har uddelt forsinket julegave til 7 frivillige foreninger
Selvom juletræet og julepynten er ved at være pakket ned i de fleste hjem, er det aldrig for sent at få julegaver. Dette var tilfældet for 7 frivillige projekter, som torsdag fik uddelt forsinket julegave i den lokale bank, Spar Nord Vejgaard. Alle de 7 projekter er eksempler på en farverig og energisk indsats i og omkring Vejgaard-området.

Hver af de 7 donationer gavner fællesskabet inden for foreningsliv. Vejgaard Gymnastikforening, som er en af de 7 frivillige projekter har modtaget 10.000 kr. til en ny Airtrack. Klarup Korforening har modtaget 3.350 kr. til nye nodeblade og Storvorde-Sejlflod Seniorklub kan nu købe en ny PC for de 4.000 kr., som de fik i donation. RKG Klarup Badminton modtog 10.000 kr. til indkøb af nyt boldskab. FitnessØ modtog ligeledes 10.000 kr., som skal bruges til indkøb af ny lyd og lys til spinningslokalet. Aalborg Studenternes Idrætsforening modtog 20.000 kr. til nyt træner-/ledertøj til foreningens mange skiftende trænere/ledere, og endelig fik Tornhøj Sport og Motion hele 25.000 kr. til projekt ”Små verdensstjerner”.
De glade givere fra Spar Nord Fonden var souschef, John Borg og Afdelingsdirektør Peer Kristensen fra Spar Nord Vejgaard. Med de syv donationer i Vejgaard nåede Spar Nord Fondens pengegaver i 2018 op over 63 mio. kr. til 720 nye initiativer i hele Danmark. Der er tale om støtte til store og mindre store projekter – hvor det er ens for alle, at det virkelig betyder noget – både for de, der yder den uegennyttige indsats og for de, der nyder resultatet.