Nykredit offentliggør købstilbud på Spar Nord. Er du kunde eller aktionær i banken, kan du læse mere om udmeldingen her →

  • Nyhederarrow-right-1
  • Spar Nord Fonden støtter lokale foreninger i Brønderslev og Hjallerup med i alt 761.194 kr. i 2024

Spar Nord Fonden støtter lokale foreninger i Brønderslev og Hjallerup med i alt 761.194 kr. i 2024

8807 Brønderslev · Nyhedsrummet · Donationsoverblik

Spar Nord Fonden har i løbet af 2024 uddelt donationer på i alt 761.194 kroner til en række lokale foreninger og initiativer i Brønderslev, Hjallerup og omegn.

Spar Nord Fonden arbejder målrettet på at styrke lokale fællesskaber og fremme udviklingen af kulturelle, sportslige og frivillige initiativer i nærområdet.

I alt har mere end 40 foreninger i Brønderslev, Hjallerup og omegn i 2024 modtaget betydelige donationer fra Spar Nord Fonden, som anerkender deres indsats og værdi for lokalsamfundet. Disse midler skal være med til at realisere en række projekter, der fremmer trivsel, sammenhold og aktivitet i lokalområdet.

Blandt de lokale foreninger, der har modtaget donationer, er Musikforeningen LIVE, Fonden Brønderslev Hallerne og Brønderslev Golfklub.

Hos Musikforeningen LIVE gik donationen til et lokalt projekt, der retter fokus mod at skabe bedre rammer for amatørmusikere i aldersgruppen 15-30 år i og omkring Brønderslev Kommune. Projektet skal styrke de unge musikeres fællesskab og give dem mulighed for at optræde og blive set i lokalsamfundet.

Donationen til Fonden Brønderslev Hallerne er gået til etablering af fem fodboldmål i forskellige størrelser. Formålet er at skabe fællesskab og aktivitet gennem idræt og motion, samt at etablere et samlingssted for byens borgere på tværs af alle aldre.

Brønderslev Golfklub modtog en donation til et loungesæt, som deres medlemmer kan bruge som samlingssted efter en golfrunde. Formålet er at skabe et samlingssted, hvor medlemmer i alle aldre kan mødes, snakke og hygge sig.

Derudover har Spar Nord Fonden som en del af fejringen af Spar Nords 200-års jubilæum bidraget med en donationspulje på 200.000 kroner, som er blevet fordelt blandt 20 lokale foreninger.

Hos Spar Nord Brønderslev og Hjallerup er der stor begejstring over Spar Nord Fondens donationer til de lokale foreninger i 2024.

Donationerne er gået til gode og sunde initiativer, der styrker fællesskabet og venskaber i lokalområdet, hvilket ifølge banken er en fortjent anerkendelse af de mange positive tiltag i Midtvendsyssel.

Publiceret d.
31. januar 2025